Professor kritiseres for påstand om sukker

Professor Arne Astrup kritiseres fra flere sider for sin mangeårige påstand om, at sukker ikke omdannes til fedt. Selv afviser han kritikken.

Den afgående formand for Ernæringsrådet, professor Arne Astrup, får hårde knubs med på vejen fra flere sider.

Børnelæge Vibeke Manniche og Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther sætter spørgsmålstegn ved det videnskabelige grundlag for de råd, som ernæringsguruen i årevis har givet befolkningen om, at sukker ikke feder.

Arne Astrup selv afviser kritikken.

Baggrunden er, at Arne Astrup sammen med bl.a. lektor Anne Raben fra Institut for Human Ernæring på landbohøjskolen netop har fået offentliggjort en undersøgelse om, at sukkerholdige sodavand feder.

I undersøgelsen, der er sponsoreret af bl.a. Danisco og forskningsrådene, fik halvdelen af de 41 overvægtige deltagere i 10 uger lov til at drikke 1,3 liter sukkerholdig sodavand om dagen. Resten drak kunstigt sødede sodavand.

Konklusionen er, at forsøgspersonerne i sukkergruppen i gennemsnit tog 1,6 kilo på i vægt, mens personerne i den anden gruppe tabte et kilo.

Vibeke Manniches utilfredshed skyldes, at de danske forskere allerede i maj 1996 offentliggjorde et resumé - et såkaldt abstract - af samme undersøgelse og resultat i International Journal of Obesity i forbindelse med en kongres i Barcelona.

Pjece fra Danisco

Alligevel stod Anne Raben og Arne Astrup i 1997 opført som konsulenter i en genoptrykt pjece fra Danisco, der fastslog, at sukker ikke omdannes til fedt. Arne Astrup har dog siden kritiseret Danisco for at genoptrykke pjecen.

»Arne Astrups egne undersøgelsesresultater fra 1996 viser, at sukker feder. Derfor kan man undre sig over, at han siden da gentagne gange har skabt tvivl om, hvorvidt det feder eller ej. Det er jo noget, der i en lang periode har fået store dele af befolkningen til at tro, at sukker ikke feder,« siger Vibeke Manniche.

Jørgen Winther har i 10 år har undret sig over Arne Astrups udtalelser: »Jeg har de seneste fire måneder samlet citater fra ham. De er, føler jeg, fyldt med selvmodsigelser. Det undrer mig, at de skråsikkert har udtalt sig om sukker i sodavand, når de selv allerede i 1996 har sat spørgsmålstegn ved det. Derfor burde de have modereret udtalelserne. Jeg synes, at Arne Astrup har et alvorligt forklaringsproblem.«

Afviser

Arne Astrup og førsteforfatteren på sukkerundersøgelsen, Anne Raben, afviser, at de har holdt viden tilbage eller talt mod bedre vidende. Anne Raben forklarer, at offentliggørelsen i første omgang blev forsinket af, at nogle kostdata var forkert behandlet.

»Vi var overraskede over resultatet og kunne ikke umiddelbart forklare det. Vi kunne ikke publicere arbejdet, før det kostindtag, som forsøgspersonerne havde haft, var korrekt. Ellers ville vi ikke vide, hvad den ændrede vægt skyldtes,« siger hun.

Desuden blev undersøgelsen forsinket af, at Anne Raben to gange havde barselsorlov. Endelig modtog tidsskriftet American Journal of Clinical Nuitrition den færdige undersøgelse i februar 2001 og publicerede den først i oktober 2002.

»Før man har gennembearbejdet data, kan man ikke give kostråd til befolkningen,« siger Anne Raben.

»Man må have flere end en undersøgelse for at kunne lave om på anbefalingerne. I 2001 blev der publiceret et amerikansk studie, der viste, at børn tog mere på i vægt, hvis de drak sodavand. Alle undersøgelser indtil da havde peget på, at sukkeret ikke var skurken, men fedtet. Sådan er det stadig, men noget tyder på, at drikker man meget sukkerholdigt, kan man øge sin vægt. Men her taler vi også om at drikke 1,3 liter om dagen. Vi har sagt de ting, som vi mente var rigtige på det tidspunkt. Nu er der kommet ny viden på området.«

Arne Astrup afviser kritikken mod sin person. Han siger, at han har meldt offentligt ud, at han har skiftet holdning til spørgsmålet om sukker i sodavand.

»Det er ikke rigtigt, at vi er gået stille med dørene. Blandt andet har vi publiceret resultatet i flere videnskabelige tidsskrifter, og jeg har skrevet om det i Helse,« siger han.

»Diskussionen om sukker er en videnskabelig diskussion, som har kørt gennem utrolig lang tid, og hvor der har været mange forskellige resultater fremme. Jeg har holdt mig til et af de største og mest underbyggede forskningsresultater, fordi jeg mente, det var det bedste råd, vi kunne give til folk.«

Unormale forhold

I dag mener Arne Astrup, at sukker i opløst form som f.eks. sodavand ser ud til at være fedende. Til gengæld hævder han, at sukker i kosten ikke ser ud til at have de samme egenskaber.

»Hos normale mennesker omdannes sukkeret ikke til fedt i mængder af betydning. Når der er forskning, der viser det modsatte, skyldes det, at man har tvangsfodret folk med en unormal kost, der kun har indeholdt 10 energiprocent fedt. Desuden har forsøgspersonerne skulle spise den dobbelte mængde energi, som de normalt plejer at indtage. Dermed har forsøgspersonernes kroppe været tvunget til at omdanne sukkeret til fedt. Men det er altså sket under helt unormale omstændigheder,« siger Arne Astrup.

Professor dr. med. Bjørn Quistorff fra Københavns Universitets afdeling for medicinsk biokemi oplyser, at man i et par år med sikkerhed har vidst, at sukker kan omdannes til fedt:

»Det er ikke rigtigt, at sukker ikke kan omdannes til fedt. Hvis man spiser flere kalorier, end man forbrænder, så bliver man fed. Uanset hvilke kalorier man har indtaget,« siger han.

Formand for Foreningen af Kliniske Diætister, Lisa Bolting Hansen, siger, at foreningen gennem alle årene har haft problemer med Arne Astrups udtalelser om sukker:

»Vi, der har arbejdet praktisk med faget, har altid vidst, at sukker giver de kalorier, som det nu engang giver. Det er ulykkeligt, når en af landets største ernæringseksperter melder et budskab ud, som hele befolkningen kan huske - og det så er forkert.«

Knut Flytlie, praktiserende læge og formand for Dansk selskab for Orthomolekylær Medicin, har længe kritiseret Arne Astrups holdning til sukker:

»Jeg har selv haft mange patienter, som har taget på, og som har henvist til Arne Astrups udtalelser om, at sukker ikke feder. Det er ulykkeligt, hvis folk med tendens til fedme dropper sukkerrestriktionerne. Derfor mener jeg, at det er på tide, at der bliver taget entydigt afstand fra Astrups påstand.«

maria.vilhardt@jp.dk

jems.grund@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.