Fortsæt til indhold
Indland

Lederskifte i Grønland

Jonathan Motzfeldt er færdig som politisk leder, og Siumut kan også sættes ud af spillet af de øvrige grønlandske partier. Alligevel anses en regeringsdannelse med partiet som deltager for mest sandsynlig.

Af FREDE RASMUSSEN

Det grønlandske landsstyre skal have ny formand efter valget i tirsdags. Siumut-partiets formand Hans Enoksen fik et så overbevisende personligt valg, at partifællen Jonathan Motzfeldt under alle omstændigheder er færdig som formand for landsstyret.

Forud for et hovedbestyrelsesmøde i Siumut i aftes dansk tid anså man det for givet, at Hans Enoksen, som opnåede fire gange så mange personlige stemmer som Jonathan Motzfeldt (2807 mod 709), er sikker kandidat til posten som landsstyreformand og dermed leder af de kommende forhandlinger om regeringsdannelse. Tidligere lederskifter har vist, at partiet har tradition for kontant afregning, hvis en leder taber til en udfordrer.

Med de tre gamle partiers jævnbyrdige mandattal og et nyt parti på banen står flere muligheder for ny koalitionsdannelse åbne. Men den logiske følge af valgresultatet er ifølge iagttagere en koalition mellem Siumut og Inuit Ataqatiguit (IA), der med hhv. 10 og 8 mandater er den mandatmæssigt stærkeste - på trods af, at der parterne imellem er faldet hårde ord i valgkampens hede - til tider med næsten hadske udfald fra IA's side.

»Hvis IA's ønske er, at Siumut for enhver pris skal sættes ud af Landsstyret, er det naturligvis muligt at lave en koalition af alle andre partier uden om Siumut. Men så er det også nok det eneste, de kan være enige om«, som en kilde i partet udtrykker det.

Ønske om reformer

Hans Enoksen holdt i går muligheden åben for forhandling med alle partier, men sagde om mærkesagerne:

»Vi lægger op til en decentralisering, og desuden vil vi arbejde for en skattereform og en kommunalreform, der skal rationalisere administrationen, så der bliver penge til en børnecheck samt en pensionsreform«.

Partiet vil i samarbejde med IA genforhandle de hidtidige danske forsvarsaftaler med USA om benyttelse af Thulebasen med den danske regering. Tilsvarende kan der ventes et krav om øget selvstyre.

En meningsmåling foretaget i sidste uge af avisen Sermitsiaq og HS Analyse viser, at 74 pct. af befolkningen ønsker selvstændighed. Hele 61 pct. ønsker dog kun denne selvstændighed, hvis det ikke betyder en forringelse af levestandarden.

Den nuværende regeringspartner Atassut og Siumut tabte hver et mandat, og IA, som ellers var spået en betydelig valgsejr, kun gik et frem.

Det nye liberale parti Demokraterne stormede ind i grønlandsk politik med fem mandater og blev dermed valgets egentlige sejrherre. Dets leder, Per Berthelsen, er musiker i det grønlandske band Sumé. Han fik med 3248 personlige stemmer det største personlige stemmetal. Demokraterne, hvis indtog sammenlignes med Centrum-Demokraternes i dansk politik, argumenterer for en hårdere økonomisk linie i Grønland og ser selvstændigheden som tomme ord og valgfloskler. Partiet blev en hård konkurrent for den såkaldte Kandidatliste, som kun fik et mandat - en tilbagegang på fire, mens kvindelisten slet ikke kom ikke kom ind.

frede.rasmussen@jp.dk