Politiet rystet over bombefund
En teknisk rapport fra sprængstofeksperterne på Farum Kaserne fastslår, at det var ganske kraftige bomber, der blev fundet ved en ransagning i Baldersgade i sommer. Politiet er bekymret.
Mindre end en måned før det danske EU-topmøde, kunne Københavns Politi i går offentliggøre, at der er fundet en bombefabrik, brandbomber og kemikalier i det venstreradikale kollektiv Bumzen i Baldersgade på Nørrebro. Det viser en teknisk erklæring fra sprængstofeksperterne på Farum Kaserne.
Blandt fundene var otte kraftige brandbomber, der ifølge erklæringen betegnes som meget kraftige brandbomber. Bomberne har en varmeeffekt som en svejseflamme, og kan ikke slukkes, når først de er antændt. Det er den slags bomber, som forsvaret normalt betegner som Termit-bomber, og de kan eksempelvis lægges under en bil, der vil bryde i brand, ligesom det er undersøgt, at bomberne vil kunne give tredjegradsforbrændinger igennem politiets indsatsdragter, der ikke kan antændes. Fem af bomberne kan umiddelbart forveksles med fyrfadslys.
Desuden blev der fundet æggeure, digitalure, molotovcocktails, aluminiumspulver samt andre kemikalier, ledninger og batterier - alt sammen effekter, der kan bruges til at fabrikere bomber. Politiet betegner også kælderen i Baldersgade, hvor flere af effekterne blev fundet, som en regulær bombefabrik.
»Det vækker dyb bekymring hos os. Vi kan kun håbe på, at vi har fat på det hele, og håbe på, at vi kan imødegå, at nogle finder på dumheder under topmødet. Det er et regulært bombeværksted, som er fundet,« siger chefkriminalinspektør Per Larsen, Københavns Politi.
Effekterne blev fundet i forbindelse med efterforskningen af hashkurererne i De Brune Bude. Lederen af narkoafdelingen, kriminal-inspektør Ole Wagner, der efterforsker sagen, oplyser, at politiet uden resultat har undersøgt, om der laves lignende bomber andre steder i Europa, eller om det er et fænomen i det danske venstrefløjsmiljø.
»Tænk hvis man har lavet nogle, der er større end fyrfadslys - altså halv- eller helliters, så er det meget kraftige sager, vi har med at gøre. Jeg mener, at det er første gang, at vi er stødt på den slags i de autonome miljøer, og vi kan kun gisne om, hvad de har skullet bruges til,« siger Ole Wagner.
Han finder det stærkt bekymrende, at man har eksperimenteret med bombetimere og kemikalier i kælderen i Baldersgade, hvor der eksempelvis var en skumslukker, hvis tingene var gået galt for bombefremstillerne. Desuden er der fundet kanonslag, gummihandsker til behandling af kemikalier samt de lovligt indkøbte kemikalier. I en gul Nike-sportstaske blev de elektriske komponenter fundet. Lignende effekter blev fundet samme sted ved en ransagning efter urolighederne ved EU-topmødet i Göteborg sidste sommer, og ifølge Ritzau har politiet tilbageleveret nogle af de effekter, der nu igen er beslaglagt. Det skyldes, at de enkeltvis ikke er ulovlige at besidde.
Ifølge politiet er der i øjeblikket ikke nogen egentlige spor efter gerningsmændene.
JP København havde i går kontakt til en af beboerne fra Baldersgade. Han ønskede først at udtale sig, når sagen er diskuteret igennem på et beboermøde.