IT-højskolen bliver universitet
Et flertal i Folketinget er enige om at gøre IT-højskolen til universitet, når den nye universitetslov vedtages. Dermed får Danmark sit 12. universitet.
På tre år har IT-højskolen i København markeret sig som så stor en succes, at den fremover får status som universitet. Det fremgår af udkastet til en ny universitetslov, som regeringspartierne, Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti står bag.
Dermed får Danmark sit 12. universitet, når loven træder i kraft.
IT-højskolens direktør, Mads Tofte, er begejstret for den nye status. Ganske vist kommer det næppe til at betyde noget som helst i kroner og øre. Men signalværdien - og æren - er uhyre vigtig i sig selv, siger han.
»Det er en anerkendelse af, at vi driver forskning og undervisning på universitetsniveau. Og det giver os mulighed for at sende et mere klart signal til omverdenen. Vores højskolestatus har indimellem givet anledning til forvirring. Folk tror måske, at vi f.eks. er en daghøjskole,« siger Mads Tofte.
Baggrunden for at gøre IT-højskolen til et universitet er ikke mindst en international evaluering, som roser skolen til skyerne og fremhæver dens høje internationale niveau.
»De fagkyndige har rost IT-højskolens rolle og karakteriserer den som en væsentlig drivkraft for udviklingen af IT-uddannelser og forskning på IT-området. Med status som universitet kan skolen fremover mere frit prioritere sin indsats,« siger videnskabsminister Helge Sander (V).
IT-højskolen har i dag ca. 1400 elever. Forudsætningen for at blive optaget er minimum tre års universitetsuddannelse og en bachelorgrad. Den kan man så supplere med den toårige kandidatoverbygning og blive cand.it. Eller man kan tage den fireårige masteruddannelse og tage en ph.d. i IT. Endelig tilbyder skolen også en diplomuddannelse og enkeltfag.
130 forskellige studier
»I princippet kan man kombinere hvad som helst med en IT-overbygning. For øjeblikket har vi elever fra 130 forskellige studier, der spænder fra psykologi over matematik og kunsthistorie til religion. Det giver et dødspændende miljø,« siger Mads Tofte.
Skolen holder i dag til i lejede lokaler i Københavns Nordvestkvarter. Men byggeriet af en splinterny skole, tegnet af arkitekt Henning Larsen, er i fuld gang i Ørestad. Den bliver på 19.000 kvadratmeter og får plads til 2500 elever.
Skolen har nu ingen planer om at udvide aktiviteterne med f.eks. en bacheloruddannelse.
»Vi har det helt fint med at få studerende, der allerede har bevist, at de er i stand til at studere,« siger Mads Tofte.
Midt i begejstringen over den nye status, understreger han, at det er afgørende at fastholde ydmygheden og ansvarsfølelsen for samfundet, som hidtil har kendetegnet skolens virke.
Værdier, som ifølge Mads Tofte er mere forbundet til højskolen end til universitetet.
»Hidtil har vi været en højskole med universitetsambitioner. Men jeg vil gøre mit til, at vi fremover bliver et universitet med højskoleambitioner,« siger han.