Fortsæt til indhold
Indland

Danskerne spiser Viagra som aldrig før

Forbruget af potensmidlet Viagra er eksploderet i Danmark. Nye tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at 2002 bliver et rekordår.

Salget stiger med 26 procent om året - en af de højeste stigningsrater i Europa, og væksten ser ikke ud til at løje af foreløbig. Det skriver dagbladet DAGEN lørdag.

"Behovet er enormt," siger sexualfysiolog Gorm Wagner fra Kommunehospitalet i København.

Viagra kom på markedet i 1998, og året efter blev der solgt for ca. 27 mio. kr. I 2002 kommer producenten Pfizer til at sælge kemisk potens for ca. 60 mio. kr. i Danmark.

Og tiden arbejder på Viagras side: Målgruppen bliver udvidet, fordi der bliver flere ældre mennesker. Samtidig betyder vores livsstil, at flere danskere får sukkersyge, og da 50-70 procent af de mandlige diabetespatienter lider af rejsningsproblemer, er de et oplagt mål. "Så ville de også få noget motion - det har diabetikere jo godt af," siger Christian Malherbe, produktchef i Pfizer Danmark. Han forudser, at de høje vækstrater på Viagra vil fortsætte.

Pfizer er foreløbig totalt dominerende på markedet for potensmidler. I Danmark findes en enkelt konkurrent, Uprima, men deres andel af markedet er ganske lille. De potente vækstrater får medicinalgiganter som Eli Lilly, Bayer og GlaxoSmithKline til at arbejde hårdt på at komme ind på det lukrative marked. Foreløbig uden held.