Fortsæt til indhold
Indland

Kamp for atletikstadion på Amager

Løbebanerne i Sundby Idrætspark er nedslidte. Både politikerne og Københavns Idrætsanlæg erkender, at IF Gullfoss Atletik har ringe forhold. Bjarne Fey (SF) foreslår et helt nyt stadion i Ørestad eller i Amager Strandpark.

Af ASGER WESTH

Fire søm, en hammer og en startblok. Det får de måbende 100 meter-løbere udleveret på IF Gullfoss Atletiks ungdomsstævner.

Men som en af de eneste klubber herhjemme har Gullfoss stadig kun cindersbane at byde på, og den består ifølge formanden, Henning Nielsen, i dag nærmest af skærver.

»Folk, der kommer til byen fra provinsen for at læse, vælger at træne på Østerbro Stadion eller i Tårnby,« siger Henning Nielsen.

Det forstår han godt. Klubben betaler selv 15.000 kr. om året for, at nogle af de voksne medlemmer kan træne på Hvidovre Stadion. Øverst på ønskelisten står derfor kunststofbaner til en pris af tre-fire mio. kr., og Henning Nielsen troede, at banerne var sikret, da Københavns Kommune for nylig satte 22 mio. kr. af til at forbedre byens idrætsfaciliteter. Heraf otte mio. kr. til Sundby Idrætspark.

Ifølge Henning Nielsen blev det på et møde i Sundby Idrætsparks brugergruppe aftalt, at Gullfoss ved at afgive en af de fire rundbaner til en udvidelse af stadionets fodboldbane kunne få den eftertragtede røde tartan-belægning på resten.

»Vi kan godt acceptere, at vi ikke får et stort atletikstadion med seks-otte rundbaner. Men med kunststofbaner ville vi kunne holde ungdomsstævner og få ordentlige træningsforhold. De vil også være billigere at vedligeholde,« siger han.

Fodbolden først

De otte mio. kr. til Sundby Idrætspark kommer i første omgang dog kun fodbolden til gode.

En til to træningsbaner af grus skal forsynes med kunstgræs, der vil give de tilsammen godt 1500 medlemmer i Fremad Amager og B1908 bedre mulighed for at træne om vinteren.

Politikerne har dog nu rettet aftalen til, så der kan bruges penge til atletikbaner, hvis alle otte mio. kr. ikke forsvinder i det kunstige græs og til udvidelse af fodboldbanen, der i dag ikke lever op til DBU's krav.

Medlem af Borgerrepræsentationen Bjarne Fey (SF) er også formand for B1908. Han mener, at pengene er rigtigt prioriteret i forhold til, at Gullfoss kun har godt 200 medlemmer.

»Prioriteringen er kunstgræs, en udvidelse af fodboldbanen og kunststofbaner til atletikken, hvis der er flere penge. Men der er kun otte mio. kr. at gøre godt med,« siger han.

Ifølge Bjarne Fey vil klubber og brugere i Sundby Idrætspark blive inddraget, når pengene skal udmøntes. Han deltog også selv i det møde, hvor Henning Nielsen mener, at han blev lovet kunststofbaner. Det afviser Bjarne Fey dog.

»Men det er rigtigt, at vi lavede en prioriteringsliste. Jeg har stor respekt for, at Gullfoss kan klare sig med tre rundbaner, men hvis der fortsat skal være atletikstævner, er man nødt til at tænke ud over Sundby Idrætspark,« siger han.

Direktør i Københavns Idrætsanlæg (KI) Knud Langberg erkender, at forholdene for IF Gullfoss Atletik ikke er optimale.

»Løbebanerne er i mange henseender forældede. Men der er under ingen omstændigheder plads til at udvide, så der kommer flere rundbaner. På den ene side er der en tribune, og på den anden ståpladser med et fredet areal bagved,« siger han.

Stadion på strand

Bjarne Fey mener, at man bør kæmpe for et nyt atletikstadion i Ørestad, Amager Strandpark på Kløvermarken eller på Holmen, som Socialdemokratiet tidligere har udpeget som et oplagt sted til nye idrætsfaciliteter.

Gullfoss' formand mener, at Bjarne Fey hidtil kun har kæmpet for fodbolden, og har svært ved at se logikken.

»Mange af vores unge medlemmer bor inden for en radius af 500 meter. Jeg vil gerne vide, hvordan vi skal bringe de 30-40 børn, der er til vores træningsaftener, frem og tilbage fra Kløvermarken eller Ørestad,« siger Henning Nielsen.

asger.westh@jp.dk