Tv-kokken Nikolaj Kirk: Politik i køkkenet

Nikolaj Kirk kendes af alle madinteresserede danskere.

Det er ham den hurtig-snakkende onsdagskok i TV 2's "Go' morgen Danmark". Ham med det sjove hår og vilde historier. Det er også ham med den gode mad og poetisk-politiske kogebøger.

Nikolaj Kirk er stadig en ganske ung mand, først i 30'erne, men har allerede været køkkenchef på flere af Københavns hotteste spisesteder, hvor han har høstet stjerner i massevis. Senest hos Schiøtts, hvor nu Søren Gerickes Grisobasovitz holder til.

Men det er helt normalt i den branche at have et langt cv, man begynder i en ung alder, og man skifter job så tit, som man i gamle dage skiftede skjorte.

Fart på

Der er fart på - på alle måder - hos Nikolaj Kirk og hans "fru Karen", der er afrikansk prinsesse og i gang med at finde stof til sin næste eventyrbog.

»Jeg er altså Frøken Karen,« slår frk. Mukuba fast.

Sammen med nymfeparakitten Gøjsen, som Nikolaj har haft, siden han var otte år, bor Nikolaj og Karen helt oppe under taget på Vesterbro midt i det pæne og det uartige og tæt på gode indkøbsmuligheder.

Der står mælkekaffe på bordet, og Nikolaj er tykøjet, for han har fejret sin fars 60-års fødselsdag aftenen før, men han er venlig og imødekommende, bare han må spise sin yoghurt imens.

Vi besøger Nikolaj Kirk i anledning af hans nye kogebog, der ligesom hans foregående afslører ham som en ren poet.

»Poet? Mig? Nej, det tror jeg ikke. Jeg skriver bare sådan, for at folk skal gide læse det.«

Det gider de godt, poet eller ej, for Nikolaj Kirk kan noget med både ord og mad. Midt på bordet ligger Søren Mørchs bog "25 statsministre".

Af en eller anden grund undrer det. Stuekøkkenrummet er domineret af det store køkken, og man regner ligesom med, at kogebøger vil ligge alle vegne. Men sådan er det ikke.

»Jeg læser ikke kogebøger. Jeg kigger dem. Men politiske bøger, dem sluger jeg. Det er faktisk det eneste, jeg læser,« erklærer Nikolaj Kirk og griner af min forbavselse.

»Sådan har det altid været. Jeg kan ikke gå forbi en boghandel uden lige at se efter, om der skulle være en bog, som jeg ikke kender eller har. Jeg synes, at politik er enormt spændende.«

Så spændende, at han tager aktivt del i det partipolitiske liv?

»Nej bevar mig vel. Det kunne jeg slet ikke tænke mig,« siger han med alle tegn på om ikke ligefrem afsky så i hvert fald noget, der ligner forfærdelse.

»Det ville jeg slet ikke være god til. Jeg er politisk aktiv gennem mit arbejde som forfatter og foredragsholder.«

Det glatte lag

Og det må man give ham ret i. I hans seneste kogebog, "Aftensmad", der netop er udkommet hos Lindhardt og Ringhof, giver han producenter og ernæringseksperter det glatte lag. De fedtforskrækkede får en opsang, og det gør forbrugerne også, selv om han nu siger, at forbrugerne egentlig ikke kan klandres for, at de vælger, som de gør. De ved ikke bedre. De vælger ud fra tilbuddet, og på den måde bliver der ingen efterspørgsel.

»Jeg synes, at det burde være en statslig opgave at lære forbrugerne at spise ordentligt. Man skulle lave en lov, der sagde, at al offentlig mad skulle laves af økologiske råvarer og i det hele taget være af topkvalitet, så skulle det nok smitte af ude i den private verden, for så fik producenterne af de ordentlige varer nemlig et ordentligt grundlag for at sælge, og så ville varerne blive billigere, og så ville vi alle købe dem, og så ...« Ja, virkningen ville være næsten uendelig og god, mener Nikolaj Kirk, der til gengæld ikke tror på, at f.eks. nedsættelse af moms på madvarer er en brugbar metode. »Det har vi nok ikke råd til, og det bliver også alt for besværligt,« mener han.

Rejselysten

Når Nikolaj Kirk ikke vil deltage i partipolitik, som i givet fald ville foregå på venstrefløjen, kan han føre sin politik gennem bøgerne og gennem det cateringfirma, som han driver nu.

»Jeg laver mad til selskaber fra 10 til flere hundrede. Desuden er jeg i gang med at udvikle et dansk gastronomisk leksikon, hvor man kan få ordentlig besked. Det synes jeg, at vi mangler.«

Lige ved siden af det fritstående køkkenbord står den supersmarte computer med fladskærm og store dias klistret op langs kanten. Nikolaj Kirk tager nemlig også selv billeder. Han er også ved at bygge hus i Zambia, hvor Karen kommer fra, og de skal snart ned og fortsætte byggeriet. Ellers går ønskerne på endnu flere rejser, men de skal have et formål, for »... så oplever man landet meget bedre. Man bliver tvunget til at opsøge folk - man skal blot sørge for at have plads til afstikkere. Jeg gider ikke ligge på stranden, jeg vil tale med mennesker og opleve deres land.«

I december rejser han og Karen til Indien, 10 dages kokkeskole i Delhi og derefter køretur til Tranquebar.

Penge og gammel mad

Vi andre kan glæde os til Kirks poetiske og politiske madkys til verden. Selv slutter han af med denne konstatering:

»Jo rigere vi bliver, jo ældre bliver vores mad! De rige lande køber ind i store portioner, altså skal maden være langtidsholdbar. Mens jo fattigere et land er, jo friskere råvarer har man. Lønningerne er lave - hvilket ikke er godt - til gengæld oplever man f.eks. gadekøkkener, hvor tingen bliver lavet lige for øjnene af én. En kombination af de to ting, ville være godt. I Brasilien kan man nærmest ikke opdrive frisk mælk, det er alt sammen mælkepulver fra EU. Herhjemme har man lavet et produkt, der skal forestille at erstatte fløde, Creme Fine, der kan bruges ligesom piskefløde blot med mindre fedt. Det er lavet på skummetmælkspulver. Det er en skidt udvikling, for hvis forbrugerne pludselig køber dette erstatningsprodukt i stedet for piskefløde, så ender det med, at vi ikke kan købe frisk piskefløde mere. Og selv om det er billigere for et supermarked at have den slags stående, så kan jeg ikke se, at det er en fordel at have gammel mad stående på hylderne, for det betyder nemlig også, at der er en masse tilsætningsstoffer. Og hvad skal vi med det?«

Ikke noget, men vi skal lave mad sammen, for det bliver vi sociale væsner af, siger Nikolaj og kommer med en sidste formaning:

»Det kræver frisk mad!«

bodil.krogh@jp.dk