Fortsæt til indhold
Indland

Baby bidt i tungen af rotte

Baby blev bidt af en rotte, da han skulle sove middagslur i sin barnevogn på Østerbro i København.

At finde en rotte i barnevognen må lyde som de fleste småbørnsforældres mareridt, og det sker da også meget sjældent. Alligevel var dette virkeligheden for Matilde Kierulff, en ung mor på Østerbro i København, som en eftermiddag havde stillet barnevognen med sin ni måneder gamle søn i gårdhaven:

»Jeg havde lige sagt godnat, sat babyalarmen til og akkurat nået at sætte mig med en kop kaffe, da han begyndte at græde. ”Sov nu, Arthur” tænkte jeg, da jeg gik derud,« fortæller hun.

Men det var ikke synet af en lille dreng, der ikke ville sove, som mødte Matilde Kierulff, da hun kom ud til barnevognen. Der sad en rotte på hendes grædende søns ansigt - og der var blod i hans ansigt og på dynen.

»Der var så meget blod«

»Han så fuldstændig rædselsslagen ud, og jeg blev meget forskrækket. Min første tanke var, at den havde bidt en pulsåre over, fordi der var så meget blod.«

Rotten havde bidt den lille dreng i ansigtet, på hænderne samt i gummerne og tungen. Biddene var mere end halvvejs inde på tungen og biddene på drengens hænder tyder på, at han forsøgte at forsvare sig. Episoden fandt sted om eftermiddagen fredag den 13. april.

Arthur fik efterfølgende en stivkrampevaccination på Gentofte Hospitals skadestue samt en penicilin-kur. Da familien efterfølgende vendte hjem, så Matildes kæreste, Brian, at noget bevægede sig nede i barnevognen:

»Det var rotten, som igen var kravlet ned i Arthurs sovepose. Brian tog posen op og kylede den ned i jorden, så rotten døde på stedet. Den syntes åbenbart, det var et dejligt sted at holde til,« siger Matilde Kierulff.

Forskrækkelsen satte sig godt fast på Matilde Kierulffs nethinde:

»Det dér billede af Arthur med rotten i ansigtet har brændt sig fast og givet mig en del søvnløse nætter. Rotter er noget af det mest ulækre, jeg kan forstille mig, og så lige dér, i hans ansigt - det var forfærdeligt.«

Net til barnevognen
Miljøkontrollen i Københavns Kommune oplever en stigning i antallet rotteanmeldelser. Sidste år modtog Miljøkontrollen 3.944 anmeldelser, og de seneste fem år har dette tal været stigende, hvilket især skyldes øget opmærksomhed hos borgerne.

Kim Maimann fra Miljøkontrollen København var chokeret, da han hørte om episoden med den lille Arthur.

Han opfordrer forældre med børn i barnevogne til at være lidt ekstra opmærksomme, hvis der er rotter i nærheden.

Selv om der ingen umiddelbar fare er, foreslår han, at man altid ryster dynen, før man lægger sit barn og anbefaler et finmasket net til barnevognen. Disse sikkerhedsforanstaltninger gælder også for at undgå andre dyr.

»Men det er vigtigt, at man ikke lader sig rive med af denne meget ubehagelige historie, men i stedet tænker tanken til ende; hvor sjældent den slags sker,« siger han.

I Århus, Odense og Aalborg er der ikke samme tendens som i hovedstaden til stigning i antallet af rotteanmeldelser.