Fortsæt til indhold
Indland

Kritik af boligminister

Kommunernes Landsforening mener, det er by-og boligministerens ansvar, at byggeriet af almennyttige boliger midlertidigt er gået i stå.

Af THOMAS B. KNUDSEN og MORTEN LANGAGER

Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), borgmester Anker Boye (S), bebrejder partifællen, by- og boligminister Lotte Bundsgaard, at byggeriet af almennyttige boliger er stillet i bero i kommunerne.

For at sætte skub i byggeriet af almene boliger blev kommunerne og ministeren for fire uger siden i forbindelse med kommuneaftalen enige om, at kommunerne fra 1. januar 2002 kun skal finansiere syv pct. af hver bolig i modsætning til 14 pct. i dag. Af den grund har kommunerne netop valgt at vente med byggeriet til efter nytår. Den udvikling er ifølge Anker Boye boligministerens ansvar.

Møde med ministeren

»Jeg havde et møde med hende kort tid efter, at aftalen var faldet på plads, hvor jeg gjorde opmærksom på risikoen for, at kommunerne ville udskyde byggeriet. Jeg bad hende overveje at fremrykke aftalen, så den gælder fra i dag, fordi det ikke er hensigtsmæssigt at udskyde byggeriet. Hun lyttede, men reagerede ikke,« kan Anker Boye i dag konstatere.

I et svar til Enhedslistens boligordfører, Keld Albrechtsen, den 10. juli i år skriver boligministeren, at hun tvivler på, at de kommuner, der har luftet overvejelser om at udskyde byggeriet, »rent faktisk vil gøre alvor af det.«

Til det siger Anker Boye:

»Det er en kendsgerning, at kommunerne har gjort alvor af det. Det er ministerens ansvar, og det er uhensigtsmæssigt, fordi der er et stort udækket behov for flere boliger.«

Han finder det naturligt, at kommunerne har udskudt byggeriet af almene boliger, til de nye regler træder i kraft.

»Det er en naturlig reaktion, og det kan jeg ikke bebrejde kommunerne.«

Afmatning i vente

Trods frygt fra flere boligselskaber for, at kommunenes udskydning af byggeriet vil give en overophedet byggesektor i foråret med højere priser til følge, mener Byggeriets Arbejdsgivere ikke, at kommunernes venten er et problem, siger Jonas Møller, afdelingschef i Byggeriets Arbejdsgivere.

»Branchen har nok at lave i øjeblikket, men vi forventer en afmatning i byggeriet i den kommende tid. Så det vil være perfekt, hvis der i det nye år vil blive bygget noget mere alment.«

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra ministeren, men ministeriet oplyser, at Lotte Bundsgaard har indkaldt KL til et møde om situationen efter sommerferien.

thomas.bucktrup@jp.dk

morten.langager@jp.dk