Lundin: Vi skal have fred i vores hjerter

Statsadvokat Erik Merlung fejede i sin procedure al snak om motiv for drabene på Marianne Pedersen og hendes to sønner af banen. I stedet støttede han sig til retlægerådets erklæring, som afviser Peter Lundins forklaring.

Fra anklagebænken lænede Peter Lundin sig frem. Han trykkede på knappen til mikrofonen og så op på retsformand Niels Johan Petersen.

»Må jeg rejse mig op?,« spurgte han.

»Ja, det må De gerne.«

Stolen skramlede bagud, og derpå stirrede den drabstiltalte Peter Lundin alvorligt ud på tilhørerne i Østre Landsrets tredje afdeling.

»Nu skal vi alle sammen have fred i vores sind og vores hjerter! Jeg tager min straf, og så er det slut! Solen skal skinne igen,« nærmest råbte han med sin kraftige accent og armene slået ud til siden.

Mere havde Peter Lundin ikke at sige. Ordene faldt onsdag, efter at først statsadvokat Erik Merlung og dernæst forsvarsadvokat Bjørn Lund Hansen havde afsluttet deres procedurer.

Intet motiv til drabene

Dermed gik retssagen mod den drabstiltalte Peter Lundin ind i sin afsluttende fase. I sin procedure forsøgte statsadvokaten at overbevise nævningene om, at Peter Lundin dræbte både Marianne Pedersen og hendes to børn med forsæt. Og netop spørgsmålet om, hvorvidt drabene skete med fuldt overlæg, var nærmest det eneste, de to advokater havde delte meninger om.

Således fejede Merlung også enhver snak om motiv til drabet af banen.

»Det er uden betydning, og det skal man ikke sidde og lede efter.«

I stedet fremhævede han, at nævningene ikke kunne stole Peter Lundins forklaring.

»Tiltaltes forklaringer i denne sag har ingen troværdighed. Han har afgivet fire forskellige forklaringer. Den femte og sande har vi ikke fået endnu, og jeg tror heller ikke, at vi får den. Men et menneske, der er nødt til at ændre sin forklaring fire gange, er ikke et sandhedsvidne,« insisterede Merlung.

Væk fra guldtruget

I sin procedure huskede han samtidig nævningene på, at selv om Marianne Pedersen var et ulykkeligt menneske, så fandt hun masser af glæde i sine to børn. Ifølge Merlung herskede der heller ikke tvivl om, at Marianne Pedersen var dybt forelsket i Peter Lundin - da bekendtskabet endnu var ungt. Men efter få måneder begyndte »den lyserøde himmel at blegne.«

»En forklaring jeg lægger vægt på, var den, Marianne Pedersens psykiater afgav i går. Marianne var dybt ulykkelig, og hun kunne ikke se en udvej. Peter Lundin stillede krav, hun ikke kunne honorere. Han ville eje hende, og

Samtalen 00.23

Marianne Pedersen var dybt splittet mellem håbet og så den realitet, som hun ikke kunne holde tilbage over for sin psykiater.«

Ifølge Merlung havde Lundin om aftenen netop overtalt Marianne Pedersen til at have samleje, da telefonen ringede. I røret ventede Lundins kone, som bad ham komme hjem. Peter Lundin gik ind i stuen, hvor han satte sig til at ryge hash. Kort tid efter ringede Marianne Pedersens telefon.

»Så kommer samtalen klokken 00.23, der starter det hele. Denne samtale, som Marianne Pedersen fører kælent med en mandsperson. Det er nok en anden mand i hendes liv, der er ved at skubbe ham væk fra guldtruget derude! Det var det ikke!,« slog Merlung fast.

Manden ringede, alene fordi Marianne Pedersen havde bedt om hjælp.

Børn var vidner til drab

Dermed påstod Erik Merlung, at Peter Lundin begik drabene med overlæg, og at nævningene derfor skal kende ham skyldig.

»Hvad havde Brian og Dennis gjort? Har vi hørt noget om det? - Ja, det har vi. Dennis rev ham i hestehalen. Det er min tilføjelse, at Dennis gjorde det, mens tiltalte var ved at slå hans mor ihjel. Brian sad i sengen og skreg. Den eneste grund, til de skulle slås ihjel, var, så vidt jeg kan se, at de havde været vidner til mordet på deres egen mor,« forklarede Merlung.

Ud fra retsmedicinernes spor fandt Merlung det endvidere sandsynligt, at Brian blev dræbt på sit værelse i kælderen, hvor politiet har fundet DNA og blod på madrassen.

Men det vigtigste bevis for statsadvokaten kom retslægerådet med tirsdag. I en erklæring sår rådet gevaldigt tvivl om Peter Lundins forklaring, hvor han hævder at have dræbt den lille familie i løbet af 30 sekunder.

Svært forsvar

Peter Lundin har allerede indrømmet at have brækket halsen og parteret ligene af de tre personer. Det gjorde ikke Bjørn Lund Hansens forsvar lettere. Han brugte derfor energien på at stille spørgsmålstegn ved, om Peter Lundin dræbte sine ofre med fuldt overlæg.

Han beskyldte endvidere anklageren for at »komme med gætterier,« om hvad der var sket i huset på Nørregårdsvej den fredag aften.

»Anklageren plukker ud af tiltaltes forklaring, og så gætter han på resten ... og så måske ikke alligevel. For vi ved, at der var fire personer i huset den 16. om aftenen. Næste morgen var der kun én - og det var tiltalte. Den eneste, der kan give den rigtige forklaring, er tiltalte. Retsmedicineren har forklaret, at han ikke finder det sandsynligt, at drabene er foregået, som tiltalte har forklaret,« pointerede Bjørn Lund Hansen.

I sine afsluttende bemærkninger undlod Merlung ikke at vende tilbage til sin så velkendte sarkastiske stil. »Det er forsvarerens forsøg på at forføre jer! Forsvaret siger, det er rene gætterier. Nej, jeg må henvise til retslægerådets erklæring. Jeg understregede, at det er spekulationer. Men spekulationerne er funderet i DNA, så det er gætterier med substans!,« sluttede han.

I dag slutter retssagen mod Peter Lundin. Klokken 09.00 vil retsformand Niels Johan Petersen komme med sin retsbelæring for nævningene, hvorefter de trækker sig tilbage for at votere. Finder de 12 nævninge Peter Lundin skyldig i drab, vil de sammen med landsdommerne i fællesskab finde frem til strafudmålingen.

peter.ernstved@jp.dk

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.