Lykketoft får ikke danske fanger med hjem fra Thailand

Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) får ikke de fire danskere, der sidder indespærret i thailandske fængsler, med hjem fra statsbesøget i Thailand.

Det står klart efter drøftelser mellem den danske udenrigsminister og hans thailandske kollega, Surin Pisuwan, i Bangkoks parlamentsbygning torsdag formiddag (dansk tid).

- Det havde jeg nu heller ikke gjort mig nogle forhåbninger om, sagde Mogens Lykketoft efter mødet og tilføjede, at han blot havde mindet Surin Pisuwan om den udvekslingsaftale, der ligger mellem de to lande. I alt fald tre af de danske fanger har afsonet så lang tid i thailandske fængsler, at de ifølge aftalen skulle kunne overføres til Danmark.

Desuden mindede Lykketoft sin kollega om den anmodning om benådning, som den danske regering har rettet i forbindelse med den kvinde, der i maj 1995 blev afsløret i Bangkoks lufthavn med 1400 gram heroin. Kvinden er syg af kræft og derfor mener regeringen, at der bør være grundlag for at benåde hende.

- Den thailandske udenrigsminister registrerede min anmodning, og det er mit indtryk, at han har taget den omhyggeligt til efterretning, sagde Mogens Lykketoft.

Surin Pisuwan er dog kun udenrigsminister i Thailand en enkelt dag endnu, idet den nye regering efter valget den 6.januar tiltræder fredag.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen