Medicinens underverden
De dyrker styrketræning og bruger anabole steroider. De er ikke sportsudøvere, men helt almindelige unge mænd, der bare gerne vil have en maskulin og muskuløs krop. Idrætssociolog Lisbeth Wahrén har undersøgt baggrunden for det første stik.
Da "Simon" tog den første kur, vejede han 69 kilo. 12 uger senere stillede han sig op på vægten i træningscenteret, og nu faldt pilen til ro på 93 kilo.
"Simon" havde - som så mange andre fyre i begyndelsen af tyverne - taget den hurtige genvej til store muskler. En kemisk hovedret suppleret med daglig træning og resultatet lød på 24 ekstra kilo på bare tre måneder. Sådan.
"Det er altså noget, der kan ses. Og det sidder ikke bare som en ølvom. Det sidder fuldstændig perfekt, synes man selv," fortæller "Simon".
Han er en af syv nuværende og tidligere dopingbrugere, der i idrætssociolog Lisbeth Wahréns specialeafhandling "Kropsmodifikation gennem anabole steroider" fortæller om sine erfaringer med dopingmidler. I afhandlingen optræder også en ung fyr, der har besluttet sig for sin første dopingkur. Det er en broget og anonym gruppe af dopingbrugere, som Lisbeth Wahrén sætter fokus på.
Kropsideal
De er ikke sportsudøvere, der konkurrerer, men unge fyre, der bruger anabole steroider, fordi de ønsker at få en større og mere muskuløs krop. Ikke for at stille op til Mr. Universe eller andre bodybuilder-konkurrencer, men fordi de har et kropsideal, der ligger milevidt fra den muskelmasse, de kan træne sig til i styrkecenteret - på kort tid og uden snyd!
»Denne gruppe unge fyre i alderen 18-22 år er en meget vigtig gruppe at tale om. Det er dem, man skal have fat i,« vurderer Lisbeth Wahrén, der også har været i kontakt med en 16-årig dreng, der seriøst overvejede at tage doping.
En af de interviewede dopingbrugere i Lisbeth Wahréns specialeafhandling vurderer omfanget af anaboler blandt unge således:
"Jeg vil næsten påstå, at 25% af alle unge mennesker mellem 20-25 år, som styrketræner hver dag eller jævnligt, har prøvet det, eller er på det (anabole steroider, red.). Så voldsomt er det," siger han i specialet.
Ifølge Lisbeth Wahrén kommer gruppen af unge brugere af anabole steroider fra alle samfundslag. Men når det gælder motivationen for at tage den første kur, er der et meget klart fællestræk.
»De er utilfredse med deres krop, hvilket for nogle af dem resulterer i lav selvtillid,« fortæller hun.
Den typiske historie er, at de unge fyre begynder at styrketræne i et fitnesscenter. Men hurtigt finder de ud af, at det tager utrolig lang tid at skabe en stor, muskuløs krop. Især hvis man har lidt for lange arme og et spinkelt brystparti.
Og der er lang vej. Ifølge idrætssociologen kan man kun tage to-fire kilo muskelmasse på årligt, hvis man vel at mærke træner seriøst og ikke gør brug af dopingmidler.
Lisbeth Wahrén har i sit speciale inddelt de unge brugere af anabole steroider i to grupper:
De, der ønsker at blive store og muskuløse hurtigt, begynder på deres første kur inden for de første 14 dage i centeret og op til et par måneder efter. Den anden gruppe investerer tid i at bygge deres kroppe op. For dem kan der godt gå op til flere år.
»De unge fyre i den første gruppe finder hurtigt ud af, at det vil tage 10-15 år at blive lige så "flotte" som de muskuløse mænd i centeret. Og så kan de jo godt se, hvad klokken er slået, hvis de skal nå at gøre indtryk på de lækre tøser nede på diskoteket,« siger hun.
Håndvægte-testen
Derfor opsøger de hurtigt viden om, hvordan man får fat i anabole steroider.
Hvor man bl.a. kan det, har flere af de interviewede dopingbrugere i Lisbeth Wahréns speciale formuleret således:
»De fortalte, at man kan se det på størrelsen af håndvægte. Hvis centeret ikke har vægte over 20 kilo, er det et signal om, at det ikke er på den adresse, at man skal dope sig stor og stærk,« fortæller hun grinende.
Den anden gruppe er mere opsatte på at træne. Og de har ikke fra start overvejet muligheden af at tage anabole steroider.
»En del af dem har dyrket sport tidligere og har måske derfor en mere seriøs træningsmentalitet, hvor de har erfaret, at det koster tid, sved og smerte at opnå resultater,« fortæller Lisbeth Wahrén.
Men efter flere års slid og slæb for at opnå den ønskede muskelmasse, er de kropslige resultater stadig ikke tilfredsstillende.
»Barometeret for hvor god man er i styrketræning, er for denne gruppe fyre, at de vokser. Og selv om de godt ved, at det at tage anabole steroider ikke er den rigtige vej at gå, så føler nogle alligevel, at de har fortjent det. Især når de kigger på den lille skiderik, der kom ind i centeret for tre måneder siden, og som nu er større end dem. Derfor tager de en kur,« fortæller hun.
Lisbeth Wahrén understreger, at det ikke er sælgerne, der pådutter de unge mænd at tage anabole steroider. De vælger det selv. Men ikke desto mindre vækker det bekymring, at de på centrene bliver en del af et miljø, hvor det er de positive effekter af brugen af anabole steroider, der hovedsageligt bliver talt om.
»Der er alle succeshistorierne. De mennesker, der har haft dårlige oplevelser med at tage anabole steroider, forsvinder ud af miljøet. Derfor er dialogen omkring dopingmidler fuldstændig skæv,« fortæller hun.
Men der er naturligvis også en bagside af medaljen. Euforien over at tage det ene kilo på efter det andet under en kur, kan meget hurtigt blive afløst af frustration.
En tidligere bruger af anabole steroider forklarer det således over for Lisbeth Wahrén:
"Der sker det, at man tager det, man kalder en kur, og den tager 12 uger, og så tager man en frygtelige masse kilo på, og ens selvtillid den... jamen, den er helt oppe under loftet. Men den er falsk. Efter et par uger, så taber man måske 6 eller 7 kilo igen. Man optager jo utrolig meget væske. Så tænker man: hvad sker der... bliver jeg nu lille igen? Og så tager man en ny kur."
Medicinmænd
De mere garvede dopingbrugere i fitnessmiljøet, som de unge fyre deler træningslokaler med, har stor viden om de enkelte stoffer. Lisbeth Wahrén kalder dem selvbestaltede medicinmænd.
»De kombinerer selv kurene. De ved alt om virkning og bivirkning ved brug af stofferne. Væskeophobning er for eksempel en udbredt sideeffekt. Derfor supplerer nogle med vanddrivende stoffer.
Anabole steroider kan også give knuder i brystet, og enten får brugerne dem opereret væk, eller også tager de medicin som normalt benyttes af kvinder med brystkræft. Men de glemmer, at kombinationen af to stoffer kan være langt mere farlig, end hvis man havde taget stofferne adskilt,« fortæller hun.
»De unge fyre kommer ikke i direkte dialog med dem. Sådan en grønskolling går ikke bare hen til de allerstørste mænd, der ved allermest om doping og har allerhøjest status. De henvender sig til dem, der er knapt så store, og ad den vej får de deres informationer om og adgang til stofferne,« siger Lisbeth Wahrén.