Christiansborg svirrer af rygter om rokade
Poul smiler. Nyrup taler udenom, og Rasmussen er hemmelighedsfuld. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) bruger hele registeret af undvigemanøvrer, når talen falder på en ministerrokade. Alt tegner til en omgang flytninger på ministerposterne inden for kort tid. Men den eneste der ved noget, er statsministeren selv. Han siger ingenting, og resten er derfor spekulation.
Interessen for en snarlig rokade har fået nyt liv, efter at forsvarsminister Hans Hækkerup (S) har erklæret sig klar til at tage jobbet som leder af FN's mission i Kosovo. Hvis han får stillingen, bliver der et hul i regeringen. Det skal fyldes. Poul Nyrup Rasmussen kan gøre det med en enkelt ny forsvarsminister. Men det er oplagt, at statsministeren bruger situationen til at gennemføre en rokade, som kan gøre regeringen kampklar til næste folketingsvalg. Socialdemokratiet er i bund i meningsmålingerne, og det er tiden at vise nogle nye socialdemokratiske ansigter. Analysen er klar, spørgsmålene stilles, men svarene udebliver naturligvis.
- Det vil der kommer svar på, så snart svaret skal gives, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Snakken går alligevel på de christiansborgske gange. Listen over upopulære ministre er lang. Sundhedsminister Sonja Mikkelsen nævnes som den evige bundscorer. Meningsmålingerne giver hende dårlige karakterer. Men hun påpeger selv, at hun blev dømt ude som trafikminister. Alligevel blev hun forfremmet til sundhedsminister. Her har hun fået kritik for sin stivnakkede håndtering af forhandlingerne om apotekerne. Nu er hun i krydsild over sygehusene. Selv mener hun dog, at det er Venstre, der fører kampagne mod hende. Boligminister Jytte Andersen bliver også bedømt som ringe af de unavngivne kritikere. Alligevel har hun overlevet fire ministerrokader, siden hun blev minister i 1993. De to ministre var ikke med, da Poul Nyrup Rasmussen holdt socialdemokratisk ministermøde i Havnsø for en uges tid siden. Det ses som tegn på, at de ikke er en del af det hold, som skal hjælpe statsministeren med at fastholde regeringsmagten. Skatteminister Ole Stavad omtales også kritisk, fordi han ses som nidkær i sin inddriven af skatter og afgifter.
Stjernerne på holdet er fødevareminister Ritt Bjerregaard og indenrigsminister Karen Jespersen. I sagen om kogalskab har Ritt Bjerregaard på en og samme tid støttet forbrugernes krav om stramninger og talt landbruget efter munden ved at kritisere EU-Kommissionen for overreaktion. Karen Jespersen er blevet folkekær efter sine udtalelser om, at kriminelle asylsøgere skal isoleres på en øde ø. Hun topper popularitetsmålingerne i formiddagsaviserne og står til at blive en stemmesluger ved det kommende valg. På listen over populære ministre findes også den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Rygterne vil vide, at han måske skal rykke videre. Ritt Bjerregaard skulle være blevet tilbudt jobbet som udenrigsminister. Hvem ved? Det bringer også de radikale ministre i spil, som hidtil har været forskånet i statsministerens rokader.
På det socialdemokratiske hold er der nogle nye, som er modne til at blive forfremmet. Partiets forsvarsordfører Lotte Bundsgaard nævnes på favoritlisten, ligesom næstformanden i den socialdemokratiske folketingsgruppe Jan Petersen også siges at være et bud. Den trofaste og markante EU-ordfører Claus Larsen-Jensen spås også gode chancer, og Poul Nyrup Rasmussen skulle også kigge til EU-parlamentariker Helle Thorning-Schmidts side. Indtil videre kender vi ikke andet end fortolkningerne af de hemmelighedsfulde smil. Hvem ved, hvad Nyrup tænker?
/ritzau/