Fortsæt til indhold
Indland

Nyrup støtter Karen Jespersen

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) gav søndag sin støtte til indenrigsminister Karen Jespersens (S) skarpe udspil på udlændingeområdet.

"Jeg kender jo Karen Jespersen godt og kender hendes humanistiske menneskesyn, så jeg ved, hvad hun står for. Jeg har derfor fuld tillid til indenrigsministeren og hendes arbejde og tror fuldt og fast på, at hun får gjort noget ved de reelle problemer, som det jo også er hendes job," siger Poul Nyrup Rasmussen.

Støtteerklæringen kommer, efter at Nyrup lørdag vendte hjem fra et tre dage langt FN-topmøde i New York. Det er første gang, at statsministeren kommenterer den seneste uges voldsomme kritik af indenrigsministeren fra menige socialdemokrater og den radikale regeringspartner.

Barsk ordvalg

"Når man lytter til indholdet af, hvad det er, hun siger, så må jeg sige: Det er rigtigt, at hun nu tager fat på de reelle problemer. Det er klart, at så kan det godt være, at ordvalget har været noget barsk undervejs. Men jeg oplever egentlig, at det er det, mange har reageret i forhold til," siger Poul Nyrup Rasmussen.

Senest har økonominister Marianne Jelved (R) taget afstand fra Karen Jespersens forslag om at få foretaget en 20-årig fremskrivning af antallet af udlændinge i Danmark. Derudover er indenrigsministeren blevet kritiseret for at foreslå, at kriminelle asylansøgere placeres på en øde ø, ligesom Karen Jespersen har sagt, at Danmark ikke skal være et multietnisk samfund, hvor de forskellige kulturer er ligestillede.

Ingen bånd på Karen Jespersen

Kritikken af Karen Jespersen skal drøftes mandag på et møde mellem indenrigsministeren og regeringspartiernes udlændingeordførere.

Poul Nyrup Rasmussen vil dog på forhånd ikke lægge bånd på sin indenrigsminister.

"Vi har lige gennemført en integrationslov, som signalerer, at de fleste, som kommer her til landet, ønsker at få et arbejde og leve her efter de grundliggende værdier, som vi lægger vægt: Nemlig at kvinder kan fungere på lige værd med mænd, at man skal have et arbejde, og at man skal lære det danske sprog. Det, synes jeg, er en rigtig og god ting at få slået fast," siger Poul Nyrup Rasmussen.

"Jeg ser derfor frem til, at mødet mandag forløber fornuftig, og at vi finder frem til en fornuftig konklusion, hvor de forskellige stykker arbejde, som skal sættes i gang, også vil få en fornuftig udformning," lyder det fra statsministeren.

Nyrup afviser ikke en øde ø

Statsministeren vil således ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at placere kriminelle asylansøgere på en øde ø.

"Karen Jespersen har som opfølgning selv sagt, at vi skal finde en løsning på den kendsgerning, at der er asylansøgere - særligt fra det tidligere Sovjetunionen - som udviser kriminel adfærd, og som derfor må antages at være her på skrømt med henblik på at udføre kriminelle handlinger. Vi er alle optagede af at finde en løsning på det, så det ikke går ud over almindelige borgere her i landet," siger Poul Nyrup Rasmussen, som dog understreger, at der er tale om "et lille antal asylansøgere".

"Hvordan det så praktisk skal udformes, det skal jeg ikke blande mig i. Det finder man en løsning på, det er jeg helt sikker på," siger Nyrup.

Statsministeren mener også, at der kan være brug for, at en kommission ser på, hvor mange udlændinge der vil være i Danmark om 20 år.

"Hvis der er brug for informationer og fakta, så får man det undersøgt," siger statsministeren.

Krisemøde inden S-kongres

Mandagens møde mellem Karen Jespersen og regeringens udlændingeordførere kommer inden, at Socialdemokratiet onsdag indleder en femdages kongres i Aalborg.

Flere socialdemokratiske amtsformænd, som Ritzau har talt med, har tidligere udtrykt skepsis over for Karen Jespersens nye udtalelser.

"Forslagene svarer ikke til de holdninger, som Socialdemokratiet ellers har, og de virker ikke særlig gennemtænkte," siger partiets amtsformand i Roskilde Amt, Hans-Christian Eisen, der blandt andet anser en fremskrivning af befolkningssammensætningen for usikker og dermed ubrugelig.

Til gengæld viste en GfK-undersøgelse i B.T. lørdag, at 80 procent af befolkningen bakker op om indenrigsministerens forslag om at isolere kriminelle asylansøgere. Kun 13 procent er imod, og blandt samtlige partiers vælgere - også de radikales - er der flest tilhængere af Karen Jespersens forslag.

/ritzau/