Fortsæt til indhold
Indland

Mere porno på Kanal København

To uger før Kulturministeriets afgørelse om pornografiens fremtid på Kanal København, lancerer TV 2000 ny programflade.

Af MICHAEL RACHLIN

»Det bliver aldrig det samme at se tv igen,« proklamerede direktøren for den udskældte tv-station TV 2000, Claus Sørensen, da han i går præsenterede sin nye programflade, der på lørdag har premiere på Kanal København og internet.

Det tvetydige budskab kan dog i lige så høj grad dække over, at tv-stationens fremtid bliver endeligt afgjort inden for de kommende uger. Den 12. september tager et udvalg under Kulturministeriet endelig stilling til, om det var lovligt, da Det Fælles Fjernsynsnævn for Københavnsområdet tidligere på sommeren fratog TV 2000 sin sendetilladelse.

Claus Sørensen føler sig dog så sikker på, at udvalget vil give ham ret i sin klage over fratagelsen af sendetilladelsen, at han allerede nu er parat til at kaste sig ud i "sin hidtil største økonomiske satsning".

Claus Sørensen har også en sag for Radio- og TV-reklamenævnet om erotiske reklamer. Reklamenævnet kan dog ikke inddrage stationens sendetilladelse.

Erotisk talkshow

Den nye programflade, der går under navnet SexTV.dk, vil bl.a. byde på et filmmagasin med pornoeksperten Nicolas Barbano. Desuden vil Hanne Stensgaard, tidligere kendt som Miamaja i Julekalenderen "Jul på slottet", senere kendt som ekspedient i sex-butikken Lust i Mikkel Bryggers Gade, stå for et "erotisk talkshow for voksne".

Desuden vil aftenerne på Kanal København nu blive opdelt i forskellige temaer, fortæller Claus Sørensen.

michael.rachlin@jp.dk