Auken støtter fortsat stort Ørestadscenter
Det er nu kun et spørgsmål, om "field's" i Ørestad skal være 60.000 eller 10.000 kvm større. Amtsborgmestre er dybt skuffede over, at miljø- og energiministeren Svend Auken (S) ser bort fra deres ønsker.
Trods heftig kritik er miljø- og energiminister Svend Auken (S) definitivt klar til at tillade et stort butikscenter i Ørestad. Han vil tillade et center på 60.000 kvm, men er opmærksom på, at Københavns Kommune vil have 70.000 kvm.
»Når Københavns Kommune vil bruge sine kvadratmeter til detailhandel på et butikscenter i Ørestad, er det ikke min opgave at ændre på det forhold. Jeg skal bestemme, hvor stort det skal være, og her er min holdning, at 60.000 kvm er passende,« siger Svend Auken, som træffer sin afgørelse inden for få uger.
Støtte til arena
Derimod udtrykker miljø- og energiministeren usikkerhed om, hvorvidt han vil tillade, at der etableres en 12.000 kvm stor dagligvareforretning i forbindelse med butikscentret. Det har han ellers hidtil kunnet acceptere.
Han overvejer nu sagen igen med henvisning til, at der blev rejst kritik af så stor en dagligvarebutik på et møde i går med de tre amtsborgmestre i HT-området samt overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og Frederiksbergs borgmester John Winther (K).
»Umiddelbart har argumentationen været, at den 12.000 kvm store dagligvarebutik skulle kompensere for lukningen af Daells Varehus. Men jeg lytter, når der rejses alvorlig kritik. Men dermed ikke sagt, at jeg har besluttet, at dagligvarebutikken så skal være mindre,« siger Svend Auken.
Miljø- og energiministeren synes til gengæld klar med en håndsrækning til Hans Christian Andersen Multi Arena i Høje-Taastrup Kommune.
Hvor han hidtil har peget på 8.000 kvm, er han "parat til at drøfte" de godt 12.000 kvm, som både det britiske udviklingsselskab, som står bag arenaen, og kommunens borgmester Anders Bak (S) ønsker.
12.000 kvm er for dem et af nøgletallene for en rentabel drift af multiarenaen.
Sure borgmestre
Til gengæld afviser Svend Auken at give dispensation til de kommuner, som ønsker større butikker, end planloven tillader. Det er på dagligvareområdet 3000 kvm og 1000 kvm for eks. sports- eller tøjbutikker.
Den holdning møder stærk kritik hos især Frederiksborgs og Københavns amtsborgmestre.
»Det er helt afgørende, at detailhandelen i HT-området ses i en sammenhæng, så der foruden etableringen af centret i Ørestad skabes udvidelsesmuligheder i f.eks. Lyngby,« siger Københavns amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S).
»Det er helt grotesk og meget skuffende, at Svend Auken på den ene side godkender et stort center i Ørestad, mens vi så skal slås om små butiksarealer. Men sådan kan han jo gøre, når han som minister både er dommer og modspiller,« siger Frederiksborgs amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen (V).
Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen lægger meget vægt på, at afgørelsen for Københavns Kommunes vedkommende træffes i løbet af de nærmeste uger. Dermed kan de nødvendige planer for Ørestadscentret sendes i offentlig høring sidst i juni.
peter.schollert@jp.dk