Fortsæt til indhold
Indland

Unge i voldeligt angreb på politi

150 unge angreb tidligt søndag morgen Esbjerg Politi med brosten og molotov-cocktails. Ingen kom til skade. To unge blev anholdt.

Af <a href=mailto:oson@jp.dk>OLE SØNNICHSEN</A>

En gruppe på 150 unge danskere i 20'erne angreb tidligt søndag morgen betjente fra Esbjerg Politi med brosten og brændende molotov-cocktails i byens værtshuskvarter.

Ud over enkelte bid fra politihunde og slag med politistave kom hverken betjente eller unge noget til under det timelange opgør, hvor en politibil blev væltet om på siden og en anden fik smadret ruderne af rasende unge. To unge mænd blev anholdt - den ene for at kaste sten efter politiet og den anden for ikke at parere ordre om at trække sig tilbage.

Mens en gruppe unge kastede med molotovcocktails efter politiet og væltede en politibil, hjalp andre med at få bilen på ret køl igen. Privatfoto

Esbjerg Politi har endnu ikke noget motiv til angrebet, der ifølge politiet virkede planlagt.

"Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selv de værste dage under Ribus-konflikten (med strejkende buschauffører, red.) kan slet ikke sammenlignes med det her. Det er rent held, at ingen kom til skade," fortæller vicepolitikommissær Marius Larsen, der som indsatsleder selv var tilstede under angrebet og flere gange måtte tilkalde forstærkning.

Esbjerg Politi blev sendt til værtshuskvarteret i Skolegade søndag morgen klokken fire, da to grupper på hver 10 unge danskere og anden generationsindvandrere kom i klammeri. Men anden-generationsindvandrerne fortrak hurtigt, og i stedet vendt de unge danskere deres vrede mod politiet.

På få minutter samlede danskerne således en flok på 150 unge, men politiet mener, at specielt 5-6 unge gik forrest i optøjerne. De udviklede sig til et regulært angreb, da de unge kastede brosten og molotov-cocktails efter betjentene og løb frem og væltede en politibil om på siden.

Inde i politibilen sad en anholdt fra en helt anden sag og blev sagesløs gidsel i konflikten. Han fik senere lov at gå, fordi politiet havde travlt nok med opgøret mod de unge.

"Det lykkedes først at få ryddet gaden og spredt de unge, da vi rykkede frem med hunde. Det kostede enkelte af de unge både hundebid og slag med politistav," siger vicepolitikommissær Marius Larsen, Esbjerg Politi.

Der blev kastet en håndfuld molotovcocktails efter politiet. Privatfoto

Ingen af de unge var kendt af politiet i forvejen, og der har aldrig tidligere været lignende problemer i den vestjyske havneby. Alligevel formoder politiet, at angrebet var planlagt, fordi der blev kastet med de livsfarlige molotov-cocktails med brændende benzin

"Det virker ikke spontant, selv om det kom meget pludseligt, for man går ikke bare rundt med molotov-cocktails i baglommen. Vi er meget chokerede og håber, at det er engangs tilfælde, for vi har ingen holdepunkter for et egentligt motiv," siger Marius Larsen, Esbjerg Politi, om optøjerne, der varede halvanden time.

De to anholdte, unge mænd blev senere søndag løsladt, oplyser Ritzau. Den ene, som kastede med sten, er sigtet for vold mod embedsmand i funktion.