Rekord: 7,7 mio. kr. for Krøyer-maleri
En anonym dansk køber sikrede sig i går med en rekordpris på 7,7 mio. kr. P.S. Krøyers maleri af Hanne og Else Benzon ved Stokkerup Strand.
Der blev sat rekord for dansk billedkunst, da P.S. Krøyers maleri af Hanne og Else Benzon ved Stokkerup Strand i går var under hammeren hos auktionshuset Ellekilde i København.
Det lidt mere end én kvadratmeter store maleri fra 1897 med de helt specielle lysvirkninger gik for 7,7 millioner kroner mod en vurdering på mellem fire og fem millioner kroner.
Og de pelsbeklædte auktionsgængere, som fandt ly for forårssjappet, var i det hele taget glade for de mange skandinaviske malerier, som Ellekilde havde under hammeren i går. Mange billeder blev solgt væsentligt over vurderingen.
»Man må sige at den skandinaviske kunst har fået et vældigt løft i dag. Ikke bare Krøyer, men også blomstermalerierne, og Holsøe fik høje bud,« lød kommentaren fra kunsthandler og auktionsleder Svend-Erik Olsen efter sidste hammerslag.
Samlet omsatte Ellekilde for lidt over 25 millioner kroner maler- og møbelkunst i går.
Udover Krøyers maleri var det store tilløbsstykke den spanske maler Velázquez' portræt af Kong Philip IV af Spanien. Og her gjorde en af gæsterne lidt af et røverkøb. Der er tvivl, om maleriet virkelig er af Velázquez' hånd, og derfor er det vanskeligt at vurdere prismæssigt. Det havde Ellekilde da også afholdt sig fra, men de 2,8 millioner kroner, som billedet blev solgt for, vurderes alligevel som meget billigt.
Paul Fischers maleri, Motiv af dame på Strøget i København, med de lysende røde og gule buketter på en blomstervogn var vurderet til mellem 900.000 og én million kroner og også det krøb over vurderingen med en pris på 1.060.000 kroner.
En lang række gustavianske møbler fik også høje priser på den velbesøgte auktion.
jesper.stein@jp.dk