Annonce
Indland

Aqua - historien frem til i dag

På få år har medlemmerne i Aqua skabt en verdenssucces med et samlet salg på over 23 millioner plader. Pladeselskabet vil med det nye album være tilfreds med det halve.

På få år har medlemmerne i Aqua skabt en verdenssucces med et samlet salg på over 23 millioner plader. Pladeselskabet vil med det nye album være tilfreds med det halve.

I blå skjorter og med navneskilte på brystet stod Søren Rasted og Claus Norreen bag disken på Statoil-tanken i Birkerød, drømmende og småforvirrede.

På vagterne diskuterede de ofte musik, begge spillede keyboard og guitar, når de ikke solgte sprinklervæske og blyfri 95.

René Dif turnerede som discjockey dengang, anonymt rejsende i Norge og Grækenland. Han havde krøllet hår og levede i opskruet tempo.

Lene Nystrøm profiterede af sin yndige næse på modeljob. Hun gik i gymnasiet i Oslo-forstaden Tønsberg, og når hun sang, var hun helst alene.

Det var i 1990 - for 10 år siden.

I dag tilhører de fire verdenseliten blandt popstjerner. Dygtighed og tilfældigheder har gjort dem til Aqua, dem med "Barbie Girl", og hvis du ikke kender den, er du garanteret astronaut og netop vendt tilbage efter tre sæsoner i kredsløb.

Fredag præsenterede orkestret og pladeselskabet Universal Music "Aquarius", opfølgeren til debuten "Aquarium".

Godt 500 mediefolk mødte frem til »releaseparty« i Den Sorte Diamant, for uanset hvad man mener om musikken, så var udgivelsen en verdensbegivenhed. Sådan er det bare, det kan ikke diskuteres.

Arrangementet foregik på engelsk.

De fire levende tegneseriefigurer har hidtil solgt over 23 millioner plader, og kvalificerede branchefolk anslår forresten, at medlemmerne har tjent i omegnen af 80 millioner kroner.

Hver...

Industriel musik

Den korte version af Aqua-historien begynder, da Rasted og Norreen indleder et samarbejde uden for Statoils orangeskinnende matrikel. De er mest optaget af industriel musik og går omkring i stramt læder- og latexkluns, men de skriver også reklamemusik og temaet til tegnefilmen General Dryptud.

Årene går frejdigt, og en dag i 1994 banker de nu forhenværende tankpassere på hos Kenneth Madsen Film i Guldbergsgade, København.

»De lancerede sig som verdensmestre, der var ingen grænser for, hvad de kunne udrette. Jeg lånte dem et lokale,« fortæller Kenneth Madsen i dag.

Instruktøren synes det lyder vældig spændende med al den utrolige kunnen, for han mangler musik til sin børnefilm, Frække Frida. Rasted og Norreen påtager sig opgaven, selv om der ikke er meget porno i den, men da de har skabt melodien, mangler en rapper. De bliver i hast introduceret for hjemvendte René Dif, der huserer på Daddy's Dance Hall. Han kan det med at tale til musik, og han løser opgaven. De tre mænd aftaler, at samarbejdet skal fortsætte.

Men nu savner de pludselig en sangerinde.

René Dif fortæller sin kæreste om problemerne. Hun er norsk og ordner bogstaver i TV-programmet Casino, et modstykke til Lykkehjulet, men hun kan også synge, mener hun. Dif har hørt hende forsøge med Randy Crawfords "Almaz", og han syntes egentlig, resultatet var fornuftigt.

Lene Nystrøm, som mødte sin kæreste, da han spillede på Oslo-båden, flytter til Danmark.

Nr. 54 i Sverige

Vupti, sådan opstår orkestret af fire menneskers filtrede tråde. Men der er stadig lang vej. De hedder først Joyspeed og udgiver "Itzy Bitzy", en famlende single, der efter sigende kun når 54. pladsen på den svenske hitliste, fordi René Dif udnytter sit netværk på diskotekerne.

Året er 1995, lidt før de fire opdager plakaten fra Danmarks Akvarium, der giver inspiration til det universelt klingende navn.

Med orkesternavnet på plads kan eventyret begynde, senere bliver medlemmerne globetrottere, og de må bosætte sig i London af logistiske årsager. Her er lettere adgang til flyvemaskinerne. Hvor de helt præcist bor, er naturligvis en hemmelighed.

Men nu til fortsættelsen af fortællingen:

I 1996 sender de håbefulde et demobånd med nummeret "Roses Are Red" til Universal Music, og kyndige mænd hører potentialet. Aqua signer, som det hedder i popjargonen, nu skal lyden bare gennem producerholdene Hartman & Langhoff og Johnny Jam & Delgado, så er rammerne for Rasted og Norreens sange optimale. Musikken er dog stadig Aquas egen, modsat andre verdensnavne som Backstreet Boys og Spice Girls skriver Aqua alt sit materiale selv.

"Roses Are Red" udkommer 16. september 1996.

Tosser med farvet hår

Bevidst stylet som tosser med farvet hår - ingen beder dem om det - drager orkestret på turné rundt i landet, de første uger spiller de for 10-20 mennesker på velourdiskoteker i Jylland, men René Dif fyrer den alligevel af som en blanding af punkeren Sid Vicious og Ingrids lillebror. Da rygterne om Aquas show når ud, samtidig med at singlen entrer den danske hitliste, bliver der trængsel på dansegulvene - selv i Galten.

26. marts 1997 udkommer albummet "Aquarium". Det indeholder højoktanhittet "Barbie Girl" og sælger 68.000 eksemplarer på 11 dage. Hen over sommeren ryger 10.000 plader over diskene hver eneste uge. Albummet er i dag historiens næstbedst sælgende herhjemme, tallet 400.000 er kun overgået af Kim Larsens "Midt Om Natten".

Da succesen er en realitet, må nye markeder erobres. Asien overbeviser de i sommeren 1997, og de er i Kuala Lumpur med et stort følge af hjælpere, da de i august får besked om USA-gennembruddet. "Barbie Girl" er strøget direkte ind som nummer syv på Billboards singlehitliste, det er ellers kun Madonna, der plejer at være så heldig. På radiostationen Z100 i New York bliver nummeret ønsket mere end 16.000 gange på en uge, flodbølgen ruller.

Lang succesrejse

Legetøjsgiganten Mattel står imidlertid uforstående overfor, at langbenede, platinblonde Barbie med D-skålen og den lyserøde cabriolet skal forbindes med sex, ligefrem udsættes for hanky-panky. Men Mattel taber sagsanlægget mod Universal Music, og amerikanerne synes åbenbart, det er på tide, at damen oplever lidt lir. Hun har trods alt luret på Ken siden 60erne.

Aqua turnerer i USA, og pladesalget passerer 3,5 millioner eksemplarer.

I Europa mangler gruppen fortsat at dundre rigtigt i gennem, men musikken og Universals massive marketingsapparat lykkes også her. Orkestret tager på en lang, slidsom succesrejse i 1998, og gruppen skovler statuetter og priser ind over alt. Sidst på året fuldender Rasted, Norreen, Dif og Nystrøm arbejdet med forestillinger i Australien og New Zealand.

I dag viser kalenderbladet 2000. Nye opgaver venter og snart forløses et misk-mask af fans i alle aldre.

Aqua tilbragte næsten hele 1999 i et gammelt træhus i Mölle nord for Helsingborg, hvor sangene til opfølgeren blev skrevet. Medlemmerne møblerede selv hytten med IKEA-møbler, men sikkert også med hits. Den nye single "Cartoon Heroes" går allerede godt derude i verden, 500.000 solgte den i første uge, men det er stadig alt for tidligt at vurdere, om albummet salgsmæssigt kan matche det forrige.

Niclas Ankers arbejde kan blive afgørende. Han er såkaldt Aqua-ansvarlig på Universal Music, og under betegnelsen "Mr. Aqua" er det ham, der systematiserer lanceringen af gruppen. På hans kontor i Amaliegade ligger selskabets interne »set-up«, biblen, som rummer retningslinierne for fremstød og kampagner.

»Strategic overview« står der på en af de indledende sider, og hvad der følger i køreplanen, skal de kunne udenad på 68 kontorer rundt om i verden.

I efteråret var Niclas Anker i London for at holde konference for pladeselskabets reklamestyrke, her orienterede han om udgivelsesdatoer og den sindrige plan for, hvor og hvornår hvilket merchandise skal aflæsses på markederne.

»Men markedsføring gør det bestemt ikke alene,« siger Niclas Anker. »Alle fire har været utrolig committede til at gå all the way to the top,« som han formulerer det.

»Man skal huske på, at alle andre bands også betjener sig af reklameapparater. Det er musikken, der har gjort Aqua til en succes, og den behøver ikke at være sort og overdybsindig for at være god. Søren Rasted og Claus Norreen er gode sangskrivere, et brancheblad har sammenlignet dem med Bjørn og Benny fra ABBA på baggrund af den nye plade.«

Mange ting er lettere i dag, for nu kender alle Aqua. Men der er også vanskeligheder forbundet med opfølgeren.

"Aquarius" udkommer samme dag over hele verden, og selv om de fire er meget promotionvillige, kan de ikke være flere steder samtidig. En væsentlig del af forklaringen på "Aquariums" sejrsgang var, at de fire indtog kontinenterne i bidder.

Førsteprioritet

»Til gengæld er Aqua så store i dag, at de har førsteprioritet i hele Universal-koncernen den kommende tid. Det vil sige, at der satses målrettet på at sælge dem, og med mappen er alle medarbejdere informeret om gruppens univers. Men det er en opgave, et dansk pladeselskab aldrig har stået overfor tidligere,« siger Niclas Anker.

»Nu har vi erfaringer at basere arbejdet på. Vi ved blandt andet, at vi var for sent ude til at breake i Tyskland sidste gang. Det tager vi højde for nu.«

Niclas Anker afviser at fortællle, hvor mange ressourcer Universal Music bruger på marketingsarbejdet, men kilder i musikverdenen siger, at et pladeselskab typisk bruger 8-15 procent af den forventede omsætning på en plade.

Om pladeselskabets succeskriterium siger Niclas Anker:

»Vi bliver glade, hvis vi kan sælge halvdelen af det, vi solgte sidst. Men jeg tror, vi kan sælge flere. Råstoffet rækker til det.«

På forhånd er interessen da også enorm, og Niclas Anker bekræfter, at både Disney-koncernen og Cartoon Network har forsøgt at indgå særaftaler med orkestret.

»Det har de sagt nej tak til. Aqua er sig selv og har sit eget univers. Men de har indspillet en særlig version af "Cartoon Heroes" til Disney's radiostation. I den originale sang er Spiderman og Superman nævnt, men i den specielle version er disse navne erstattet af Disney-figurer.«

Stærkt kammeratskab

I Aalborg venter John Aagaard i spænding. Han varetager gruppens interesser, han er deres manager. Unge superstjerner har naturligvis behov for en rådgiver i vrimlen af millioner, jetlag og almindelig popularitetschok.

»Nu har de været gennem maskinen én gang, og da sammenholdet kunne holde til det, tror jeg, at de kan fungere sammen i mange år. Deres kammeratskab er en stor force. Da René og Lene stoppede som kærester, håndterede de det meget modent. I forbindelse med den nye udgivelse vil de ikke opleve noget, de ikke allerede har været udsat for,« siger John Aagaard. John Aagaard får ofte henvendelser fra fantasifulde investeringsrådgivere, der ønsker at disponere over Aqua-medlemmernes formuer.

»Alle fire er voksne mennesker og må selv tage stilling til, hvordan de vil placere deres penge. Jeg råder dem til at sætte dem i noget sikkert som f.eks. statsobligationer, men hvis de vil, kan de da også frigive risikovillig kapital. Men ingen kommer direkte til gruppen med deres forslag, for de har travlt nok med at koncentrere sig om deres musik. De fleste, rådgivere sorterer vi fra med det samme,« siger John Aagaard.

Den kommende tid vil vise, om Aqua selv bliver sorteret fra af de unge, krævende popforbrugere. Eller om Lene Nystrøm har ret, når hun synger: »We are the cartoon heroes, we are the ones who are gonna last forever...«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Med luksusliner gennem Norges vilde kystlandskaber
Krydstogter kan noget helt specielt, hvis man gerne vil opleve flere feriedestinationer på én gang. Men med Silver Spirit bliver den vanedannende gode mad og det meget høje serviceniveau også en del af oplevelsen. 
Se flere
Biler
Legendarisk Jeep kører ind i fremtiden
Jeep Wrangler har stort set ikke ændret sig siden slutningen af 1980’erne, men næste år kommer klassikeren i en ny udgave. Essen er stadig den gamle Jeep tilsat mere komfort og et design med glimt i øjet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her