På fredsmission i Østberlin - alt betalt
Brede kredse i de veluddannede lag overtog Sovjet-propagandaen om, at USA var den virkelige risiko mod verdensfreden. Ledende danske socialdemokrater lod sig beredvilligt påvirke under besøg i Moskva og Østberlin.
De socialistiske diktaturstaters hemmelige tjenester benyttede sig i udstrakt grad af desinformation som et redskab i kampen om befolkningens og politikernes sjæle.
Som al anden desinformation var virkemidlerne primitive, men primitive virkemidler kan godt være effektive. En forbløffende mængde sovjetiske artikler, brochurer og bøger blev offentliggjort i Danmark i disse år.
Det blev hævdet, at USA pønsede på at føre begrænset atomkrig i Europa for derigennem at spare sit eget territorium. Vesteuropa var blevet USAs gidsel. Danmark skulle, som "Røde Stjerne" var så venlig at fortælle, »brændes i atomkrigens bål«, fordi landet var medlem af »den aggressive NATO-blok«.
Som modstykke lancerede Kreml ideen om en atomvåbenfri zone, der angiveligt ville give Danmark sikkerhed mod atomslag, uden at det blev forklaret, hvordan en sådan zone skulle kunne skabe nogen form for effektiv sikkerhed.
I virkeligheden var det Sovjetunionen, der planlagde at føre begrænsede atomkrige. Kreml forsøgte endda at få en aftale med USA om at begrænse en atomkrig til Europas territorium. Når dette blev påpeget af vestlige forskere, blev det enten afvist eller ignoreret af danske eksperter.
Men i 1988 aflagde en af Kremls ledende folk på området, Vadim Zagladin, fuld tilståelse: »Vi gik alt for længe ud fra muligheden af at kunne sejre i en kernevåbenkrig.« (Pravda 13.6.1988).
Treholt i hovedrolle
I Norge var KGB-agenten Arne Treholt og hans velynder, ambassadør Jens Evensen, særdeles aktive på dette felt. Treholt og Evensen spillede således en hovedrolle i den proces, der fik det norske Arbeiderparti på glidebane.
Deres argumenter var som hentet ud af en sovjetisk drejebog i desinformation - hvad den også viste sig at være for Treholts vedkommende.
Treholt blev i 1984 arresteret og året efter idømt 20 års fængselsstraf for sit arbejde for KGB. Han havde siden midten af 1970'erne udleveret hemmelige dokumenter til sin føringsofficer og samtidig været en effektiv indflydelsesagent.
I Danmark blev der dannet en komité til forsvar for den norske KGB-agent. Blandt medlemmerne var Ole Espersen, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Gert Petersen og Else Hammerich. Komiteen mere end antydede, at den norske landsforræder var offer for et justitsmord. Takket være sine indflydelsesrige venner i medierne og blandt politikere blev han benådet allerede i 1992.
I Danmark blev de falske påstande markedsført over en bred front med mange ukritiske eftersnakkere. Der blev oppisket en hysterisk stemning, og alle mulige og umulige organisationer for fred blev oprettet: Kvinder for fred, boksere for fred, kristne for fred, læger mod kernevåben, cyklister for fred.
Kendte og ukendte kvinder og mænd stod frem og vidnede om deres angst og frygt og om de små børn, der ikke kunne sove om natten for mareridt om det kommende atomragnarok.
Læger mod kernevåben ved overlæge Frits Schiøtt udtrykte stor forståelse for KGBs forfølgelse og ydmygelse af den sovjetiske systemkritiker Andrej Sakharov. Schiøtt gengav KGBs desinformation om, at Sakharov var imod afspænding og fortaler for kaprustning. KGBs tvangsisolering og tvangsfodring af nobelprismodtageren var derfor »set fra et sovjetisk synspunkt logiske og nødvendige«, ja »ret beset præget af en ikke ringe tålmodighed og mildhed, omstændighederne taget i betragtning.« (Information 22.3.1986).
Samme desinformation blev også kolporteret af Politikens Sovjet-medarbejder Poul F. Hansen.
Ritt Bjerregaard, der var medstifter af Fredsfondens Vennekreds, skrev artikler om NATO-generaler, der ville smide atombomber mod danske byer (Morgenposten 13.1.1985). »NATO var kommet til at stå for en terrorpolitik«, skrev den senere EU-kommissær.
Jytte Hilden blev også meget aktiv på "fredsfronten". Inden for Socialdemokratiet opstod grupperingen Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM). SAM havde flere medlemmer i Socialdemokratiets udenrigspolitiske udvalg, bl.a. Jytte Andersen, Kirsten Jensen og Eggert Petersen. SAM havde tætte kontakter til det såkaldte Fredsråd i DDR, en statslig propagandaorganisation fuld af Stasi-agenter.
Desuden indgik SAM-medlemmer i den DKP-kontrollerede Samarbejdskomite for Fred og Sikkerhed (SAK) og i Landskampagnen Stop Atomraketterne - dvs. de vestlige, ikke de sovjetiske raketter.
Reklame for DDR
Kirsten Jensen var medlem af SAKs ledelse og desuden medlem af Selskabet Danmark-DDR, en forening der under DKP'eren Harry Osborn gjorde reklame for den østtyske stat i den danske befolkning.
SAMs kontakter til Øst-Berlin var til dels af konspirativ art. Medlemmer af organisationen ville således under et ophold i Østberlin ikke lade sig interviewe til den østtyske presse, fordi man frygtede kritik fra bl.a. Socialdemokratiets højrefløj. De socialdemokratiske fredskæmperes rejser til DDR blev betalt af arbejder- og bondestaten, og de blev indkvarteret på statens gæstehus i Berlin og udstyret med bil med chauffør.
SAM-medlemmerne mente som Kreml, DKP og den øvrige venstrefløj, at det var USA og NATO, der havde ført verden til afgrundens rand. Derfor skulle alle kræfter i Vesteuropa med hjælp fra bl.a. det østtyske Fredsråd sættes ind på at standse udstationeringen af de amerikanske missiler og raketter.
I Danmark skulle fredsbevægelsen koncentrere sig om at få virkeliggjort den sovjetiske idé om en nordisk atomvåbenfri zone. Det store antal sovjetiske SS-20 raketter, der var rettet ind mod Vesteuropa, skulle der derimod ikke røres ved.
Denne holdning til Øst-Vest konflikten blev i begyndelsen af 1980'erne også den socialdemokratiske ledelses opfattelse. Den dag i dag er det for mange gådefuldt, hvordan det kunne gå til, at dette partis ledelse kunne svinge så stærkt på et så vitalt område. Der var jo ikke tale om mindre taktiske ændringer, men om at selve NATO-tilhørsforholdet blev sat på spil, mente også mange socialdemokrater. Danmark kunne ikke på en og samme tid være medlem af en forsvarsalliance og bryde med samme alliances grundlæggende strategi, som også skulle sørge for Danmarks sikkerhed.
Professor Erling Bjøl konstaterede, at Socialdemokratiet havde gjort Danmark til et neutralt medlem af NATO. Anker Jørgensen og andre begyndte at deltage i aktioner sammen med DKP. Medlem af Socialdemokratiets udenrigspolitiske udvalg, Gertrud Hoffmann, reklamerede for Land og Folk, som det var ganske nødvendigt at læse, hvis man ville følge med i sikkerhedspolitik, mente hun.
Et markant eksempel på en kendt socialdemokrats holdningsskift udgøres af generalløjtnant G.K. Kristensen. Endnu i 1983 deltog generalen i bestræbelser for at bekæmpe den sovjetiske "fredspolitik" og den danske fredsbevægelse, der arbejdede for at ændre den danske regerings NATO-politik.
Holdningsskift
Han advarede imod Kremls forsøg på at udnytte den danske fagforeningsbevægelse i en planlagt og omfattende "fredskamp". Han pegede på DKP og SAK som instrumenter for Kremls politik, og han beklagede stærkt, at fremtrædende socialdemokrater bidrog til at legitimere den kommunistiske fredskamp ved deres deltagelse i forskellige arrangementer. I et internt papir hed det, at DKPs forsøg på styring af fredsbevægelsens aktiviteter dog formentlig ikke ville få større virkning, »hvis det ikke påvirker de politiske partier, og det vil især sige Socialdemokratierne som de største arbejderpartier i Norden.«
Det var imidlertid præcist det, der skete. Snart efter skiftede G.K. Kristensen også side og meldte sig under fredskæmpernes faner. Han blev også medlem af organisationen Generaler for Fred, en organisation der var både etableret og finansieret af DDRs sikkerhedstjeneste, Stasi.