Ny Metro-forsinkelse truer
Ørestadsselskabet advarer om, at DSB's plan om en højtliggende tunnel vil koste Metroselskabet op mod 1,5 mia. kr.
Københavns Metro bliver yderligere forsinket og åbner først i slutningen af 2003 eller begyndelsen af 2004. Samtidig bliver Ørestadsselskabet belastet med ekstraomkostninger på 1-1,5 mia. kr.
Det er scenariet, som Ørestadsselskabet forestiller sig, hvis der bliver anlagt en højtliggende passagertunnel på Nørreport Station - som DSB ønsker.
»Det projekt vil have meget alvorlige konsekvenser for Ørestadsselskabets økonomi og for Københavns Metro,« siger bestyrelsesformand for Ørestadsselskabet Henning Christophersen.
Med den dystre spådom er fronterne i striden mellem Ørestadsselskabet og DSB om Nørreport Station blevet trukket yderligere op.
DSB har hidtil ført an med påstanden om, at Nørreport S-togsstation må lukkes i 30 måneder, hvis det ender med, at Ørestadsselskabets projekt for en dybtliggende passagertunnel bliver gennemført.
Total afvisning
»Da konsekvenserne af en højtliggende tunnel ligger langt uden for Metroprojektets tidsmæssige og økonomiske rammer, afviser vi at medvirke - også selv om udgifterne til selve etableringen på Nørreport Station betales af DSB og Banestyrelsen,« siger Henning Christophersen.
Han påpeger, at meromkostningen på op til 1,5 mia. kr. dækker ekstra anlægsudgifter og manglende billetindtægter, fordi Metroen åbner senere end planlagt. Men langt den største ekstraomkostning bliver ifølge Ørestadsselskabet det erstatningskrav, som Comet vil rejse.
Ørestadsselskabet vurderer, at Comet vil kræve 80 mio. kr. pr. forsinket måned, altså omkring en milliard kroner på et år.
Ørestadsselskabet vil, hvis DSB fortsat afviser den dybtliggende passagertunnel, i stedet etablere et "selvstændigt adgangssystem" mellem Metrostationen i Frederiksborggade og til Nørreport Station. Passagererne skal med andre ord op på gaden og ned igen, når de vil skifte mellem S-tog og Metro. Det vil koste omkring 150 mio. kr. og vil i følge Henning Christophersen kunne etableres uden at forsinke eller fordyre Københavns Metro, som efter planen skal åbne oktober 2002.
Byggeplads
Viceadministrerende direktør i DSB Keld Sengeløv mener, at det er forkert, at Ørestadsselskabet gør Nørreport-sagen til et valg mellem en højt- og dybtliggende tunnel.
»Det er forfejlet. Vores problem er, at Ørestadsselskabet med den dybtliggende tunnel vil gøre stationen med 70.000 daglige passagerer til en byggeplads i to og et halvt år. Vi sagde i sin tid ja til en dybtliggende tunnel, men det konkrete detailprojekt, som vi fik forelagt i september 1999, viser Nørreport som en byggeplads, og dermed skred det beslutningsgrundlag, som vi havde baseret vores holdning på,« siger Keld Sengeløv.
Han har ingen kommentarer til Ørestadsselskabets beregninger for Metro-forsinkelse og økonomiske tab.
Tilfreds minister
Trafikminister Sonja Mikkelsen (S) har bedt en britisk ekspert om at undersøge, om togdrift og anlægsarbejde kan forenes på Nørreport Station. Desuden har hun spurgt DSB, Banestyrelsen og Ørestadsselskabet om en række ting - blandt andet de oplysninger, som selskabet nu er fremkommet med.
»Først når alle svar foreligger i løbet af den næste uge, er der grundlag for at træffe en afgørelse. Jeg havde bedt Ørestadsselskabet undersøge "gadeplanløsningen" og det er jeg tilfreds med, at de nu har gjort,« siger trafikministeren.
Ministeren oplyser, at hun siden december har kendt til Ørestadsselskabets bekymringer om forsinkelse og økonomiske tab, hvis det ender med den højtliggende tunnel.
»Vi skal ende med en løsning, der giver tålelige forhold for passagererne i anlægsperioden og gode forhold, når et projekt er gennemført,« siger ministeren.
Den konservative trafik-ordfører Brian Mikkelsen er træt af skænderierne mellem DSB og Ørestadsselskabet.
»Det minder om en børnehave. Nu må parterne sammen finde frem til den bedst mulige løsning - ellers må vi have et helt nyt organ. Det kan jo ikke passe, at hele den storkøbenhavnske trafik bryder sammen, fordi de ikke kan tale sammen,« siger Brian Mikkelsen, der i øvrigt afventer rapporten fra den britiske ekspert, før han vil lægge sig endeligt fast på en af tunnelløsningerne.
peter.schollert@jp.dk
Side 3