Århundredets politiker: Stauning klarede skærene
Thorvald Stauning var ikke revolutionær, men en realistisk reformator. Hans svage punkter var kvinder og spiritus.
Thorvald Stauning, statsminister gennem 17 år, er ganske enkelt indbegrebet af den socialdemokratiske drøm:
En fattig knægt, opvokset hos syge og arbejdsløse forældre, som mirakuløst fandt overskuddet til at sikre drengen en uddannelse. Som udlært cigarsorterer hurtigt indrulleret i fagbevægelse og siden partiarbejdet - og hele tiden suppleret med aftenskole og selvstudier.
Og så ende som statsminister, og nu mere end et halvt århundrede efter sin død - selvfølgelig - kåret som århundredets politiker.
Den dag i dag elsker alle socialdemokrater historien om Stauning. Han er et begreb, der hives frem, når profilen skal stives af - eksempelvis når en af hans efterfølgere, Poul Nyrup Rasmussen, beder Staunings oldebørn huske på de grundliggende værdier:
Ordentlige forhold for alle.
Stauning blev født i oktober 1873 i København i et fattigt arbejderhjem. Faderen, Peter August Stauning, var egentlig karetmager, men havde aldrig fast arbejde - i reglen syg eller med tilfældigt arbejde. Moderen, Caroline Hansen, led af dårligt hjerte og gigtfeber - og formåede aldrig at tage et arbejde. Familien Stauning flyttede rundt mellem elendige huse som en del af den københavnske underklasse.
Moralen i orden
Trods de ringe kår faldt familien aldrig sammen. Moralen var i orden, og Thorvald kom i skole. Han lærte basale færdigheder - at stave, at skrive, at regne - og fik derved chancen for at bryde den sociale arv.
I 1880erne begyndte hans omfattende uddannelse. Efter at have opgivet at blive smed, kom han i lære som cigarsorterer - en faguddannelse, han undervejs supplerede med aftenundervisning i tysk og bogholderi, ligesom han kastede sig over skønlitteratur, navnlig poesien.
Selv om han blev ved med at arbejde som cigarsorterer frem til 1899, brugte han efterhånden mere tid og flere kræfter på det organisatoriske arbejde.
Allerede i 1890 - som 17-årig - meldte Thorvald sig ind i Socialdemokratiet, men det var en karriere i fagbevægelsen, der bar ham frem. Som lærling kom han i bestyrelsen for sygekassen Alderstrøst, og som blot 23-årig valgtes Stauning i 1896 til formand for tobaksarbejderne.
Manglende indsigt
I 1899 fik han fast job i partiet. Det er med andre ord præcist 100 år siden, at Stauning fuldt ud begyndte at hellige sig det politiske arbejde. I 1901 blev han første gang kandidat i Fakse-kredsen, hvor hans manglende indsigt i landbruget var med til at gøre det svært for ham at blive valgt. På det tidspunkt magtede han heller ikke at holde en forsamling interesseret i sine taler, fordi han var usikker, kedelig og alt for bundet af sine skrevne notater.
Fra 1906, da han blev indvalgt i rigsdagen, og frem til sin død under krigen i 1942 var Stauning konstant folkevalgt . Politisk var Stauning en realistisk reformator og langtfra nogen revolutionær - som andre enten frygtede eller håbede på, da han blev den første socialdemokratiske statsminister i 1924.
I 1910 blev han partileder i Socialdemokratiet - og fra da af arbejdede han sig frem til den nøglerolle, han besad i udviklingen af det danske samfund. Som leder markerede han sig stærkt, tålte ikke afvigelser, og var med sin afvisning af en række konkurrerende bevægelser med til at sikre Socialdemokratiet dets afgørende store rolle. Stauning forstod at se frem i tiden og opdage en tendens - eksempelvis, at partiets vælgerbase ustandseligt ændrede sig, så det blev nødvendigt at udvikle partiet til et rigtigt folkeparti. Stauning talte om »det jævne fremskridt« og om »beskyttelse af de små« - sjældent om store reformer. På partikongresser fik han sikkert lagt en linje, der kunne føre til at overtage regeringsmagten. Mest markant fik han via praktisk politik sikret, at resolutionen fra 1908 om, at partiet kun kunne overtage magten, hvis det selv havde flertal, blev uaktuel.
Ellers var Stauning næppe nogensinde blevet minister.
Det var et beskedent fremskridt i hans realisme-politik, da han i 1913 fik sikret, at også socialdemokrater måtte deltage i festligheder hos kongen! To år efter kom der mere indhold, da Stauning pressede partiapparatet til at acceptere, at han indtrådte i regering - for at sikre samling under Første Verdenskrig.
Stauning kæmpede indædt mod ekstreme tendenser - både hjemme og ude. Han afviste skarpt ethvert optræk til, at mere ekstreme bevægelser skulle vinde indflydelse i Socialdemokratiet i årene efter 1910 og i 20erne. Internationalt støttede han længe socialdemokratiske bevægelser i Rusland som modtræk til bolsjevikkerne.
I sensommeren 1916 blev Stauning for første gang minister - med titel af såkaldt kontrolminister - men borgfreden holdt kun kort tid, og han blev presset ud igen. Men Stauning var kommet for at blive med den ene mere markante politiske sejr efter den anden. Han førte partiet frem til en skelsættende erklæring i 1924, da han indså, at potentialet for vækst lå uden for industriarbejdernes rækker. Partiet skulle henvende sig til alle dele af folket, lød det. Udviklingen var med til at sikre regeringsmagten samme år, men den første periode var ingen stor succes.
Men selv om han tabte magten igen i 1926, så havde han sikret sig en pondus, som han yderligere udviklede i oppositionsårene frem til 1929. I de tre år rejste han land og rige rundt - og samlede kolossale mængder af tilhørere - og skabte sin enorme popularitet.
Fra 1929 og frem til sin død i 1942 sad han solidt på magten. Landet var præget af krise, men folket troede på Stauning som manden, der kunne klare skærene. Hans politik blev mere bredtfavnende - med programmet "Danmark for folket". Stauning lagde en nationalsindet linje i årene op til krigen med kampe for både Grønlands og den dansk-tyske grænses integritet.
Denne reformistiske kurs blev fulgt op af konkret lovgivning i krisetiden i mellemkrigsårene, hvor han med et af århundredets store politiske forlig - Kanslergade-forliget i 1933 - sikrede sig tag i den fattigere del af befolkningen. Forliget sikrede den store socialreform og løste en række afgørende problemer for landbruget. Med denne reform blev kommunisternes indflydelse begrænset.
Socialdemokratiet udviklede sig i den grad til at blive et folkeparti - og allerede dengang kendte den politiske verden til, at det var én mand, der trak læsset.
Det berømte slogan "Stauning eller kaos" var i midten af 1930erne med til at sikre partiet op mod halvdelen af vælgernes opbakning.
Statsminister Stauning blev symbolet på roen og stabiliteten i en den vanvittige verden. Hans forsøg på at placere landet i en fornuftig position op til den krig, der truede, beslaglagde stadig mere af hans tid - men med Hitler ved roret blev det stadig mere uforudsigeligt.
Dramatisk tone
Da besættelsen var en kendsgerning, kæmpede Stauning bravt for at hindre, at landet skulle få en såkaldt "uparlamentarisk regering" - altså en tysk indsat. Nazisterne pressede på - og midt under det hårdeste pres var han hovedtaler ved et kæmpe partimøde i Forum på Frederiksberg. Den foragtende og rå tone over for tyskerne var dramatisk, og tilhørerne var dybt begejstrede, fordi statsministeren lod forstå, at han aldrig ville bøje sig af skræk.
Stauning havde to store svagheder - kvinder og alkohol.
Han var kendt for sidespring - den måske mest berømte var Louis Pios datter Sylvia - men han havde også tre lange forhold.
Den første hustru, Anna, som han blev gift med i 1898, var født ind i et bondeproletariat, og de to gik godt i spænd. Desværre døde hun i en trafikulykke i 1921. Den anden hustru, Olga, stammede fra en mere velhavende familie, og ønskede indædt at sikre familien en plads i borgerskabet. De blev gift i 1922, men separeret igen i 1930.
Først da han mødte koncertsangerinden Augusta Erichsen samme år, opnåede Stauning igen en stabil personlig periode.
Alkoholen tog ofte overhånd for Stauning - især, siges det, når han efter hårdt arbejde havde opnået en vis glæde ved resultatet. Han holdt af et glas - gerne en del - men trods sladder, syntes det aldrig at blive noget, som folket tog sig af. Dertil var han position for unik.
Selv da han kom hjem fra et møde i Sverige i sommeren 1914 i, hvad der dengang poetisk blev kaldt "træt tilstand" - og satte sig til rette i formandsstolen for at lede et møde i salen - slap han heldigt fra det.
Staunings moralske dømmekraft i politiske situationer fik af og til et par voldsomme skrub.
Under Første Verdenskrig kom han under anklage for at være uneutral, fordi han via Arbejdernes Brændselsforretning fik sikret leverancer af kul fra Tyskland. Et privat fredsinitiativ, som han stod i spidsen for, endte med kun at blive støttet af tyskerne, og var med til at styrke anklagerne - og de borgerlige pressede ham ud af regeringen.
Trods et image som en mand, der kunne klare alt, led Stauning næsten ustandselig af en eller anden lidelse. Allerede omrking 1910 kom han første gang på sygehus - og fra den tid og helt frem til sin død, som skyldtes en hjerneblødning i 1942, var han indlagt ofte i kortere eller længere tid med højt blodtryk, ondt i ryggen, mavelidelser og kortåndethed.
Men ingen husker i dag Stauning som træt - tværtimod.