Fortsæt til indhold
Indland

Babs og Nutte i det offentlige rum

Af ANNE VILLEMOES

Der er ikke meget sex i kvindesagen - til gengæld er der gået kvindesag i sex.

I denne uge inviterede Dansk Kvindesamfund til en debat om »pornoficeringen af det offentlige rum«.

Til stede i Filmhusets sal var en hel del kvinder, som var enige, nogle få mænd, som også er til forspil, og så en enkelt kvinde - Sabina Elvstam-Johns - der er medindehaver af erotik-butikken Lust.

Men hun stod lidt alene...

Dog dristede en mand sig til at forholde sig til ponografi med bemærkningen:

»Porno er som McDonalds - det ville være kedeligt, hvis det var det eneste, der var, men ind imellem kan man jo godt få lyst til lidt fast food.«

Men den bemærkning måtte han bøde for.

»Mænd, der ser porno, er uvidende,« lød det kontant, »Når man ser pornofilm, får man jo det indtryk, at mændene bare gerne vil have en kvinde, der ligger med spredte ben og venter.«

Men det blev der aldrig svaret på...

En række ting er ved det gamle, når det handler om porno og kvinder:

»Porno er kvindeundertryggende!«

»Porno er lavet for mænd!«

»Glatbarberede kvinder med kunstige bryster udøver vold mod kvindekroppen«.

»Underlægger man sig mandens seksualitet, hvis man klipper dåsen?« spurgte oplægsholder Jette Hansen fra Dansk Kvinde samfund, og fortalte stolt, at hendes kæreste faktisk ikke tændte på den til researchen indhentede pornofilm, da han så den tredje gang, for der syntes han også, at siliconebrysterne var makabre.

Nej til porno

Indimellem var det svært at afgøre, om det var anvendelsen af sex og bare damer i reklamerne eller den reelle pornoindustri, der var skydeskiven.

»Vi vil ikke se acceptcard-reklamer alle steder,« lød kvindernes kampråb.

»Jeg er hamrende træt af at se på Babs og Nutte i det offentlige rum,« sagde Jette Hansen, og blandt tilhørerne var der én, der præsenterede sig som feminist, og som efterlyste kvinder, der turde stille sig op og sige, at de er til pisk.

Så det var der en, der gjorde...

Som en del af oplægget blev der vist klip fra pornofilm, og det blev for meget for en enkelt tilhører.

»Jeg kan ganske enkelt ikke lide porno. Men jeg kan da godt lide sex,« bedyrede hun.

Og essensen af mødet var da heller ikke, at sex og kvinder ikke hører sammen, men i højere grad en vrede over for de mænd, der synes, at porno er en fornøjelig afveksling og over for de kvinder, hvis skønhed kan sælge.

Ordet misundelse blev slet ikke nævnt..

Alligevel fik aftenens mest sexede indslag - Sabina Elvstam-Johns - lov at runde mødet af med en replik, der måske kan sende det hele lidt videre:

»Jeg er så træt af at diskutere, om kvinden skal ligge øverst eller nederst. Der er ikke plads til god sex i den debat,« sagde hun.