Skarp reaktion på EU-krav om mere madsminke
Forbrugerrådet vender sig skarpt imod, at EU-Kommissionen vil tvinge Danmark til at bruge mere sminke som nitrit i maden. Gitte Groes, bromatolog i Forbrugerrådet, mener, at de øvrige EU-lande hellere skulle følge Danmarks eksempel og nedsætte grænserne for, hvor meget nitrat og nitrit der må være i maden.
- Nitrat og nitrit er væmmelige stoffer. De kan danne nitrosaminer, som er kræftfremkaldende. Vi mener derfor, at de mængder, man må bruge ifølge EU-direktivet, er for høje, siger Gitte Groes til Ritzau.
Forbrugerrådet skrev i sommer til EU's daværende forbrugerkommissær, Emma Bonino, og gjorde opmærksom på de sundhedsmæssige problemer ved at bruge mere sminke i madvarer. Nitrit og nitrat benyttes som konserveringsmidler i blandt andet forskellige slags pølser.
- I øvrigt har EU's videnskabelige komité anbefalet, at der bruges mindre mængder nitrit og nitrat i fødevarerne. Derfor burde EU-Kommissionen arbejde for, at grænserne bliver sat ned i de andre EU-lande i stedet for at tvinge Danmark til at bruge mere, påpeger Gitte Groes fra Forbrugerrådet.
Sulfitter, der bruges som tilsætningsstof i vin, er et andet område, hvor Danmark presses til at acceptere højere grænseværdier. Disse stoffer kan forårsage allergiske reaktioner.
Hos slagteriernes brancheorganisation, Danske Slagterier, er reaktionen på EU-Kommissionens kurs over for Danmark en helt anden. Her hilser man enhver harmonisering mellem EU-landene velkommen.
- Det bliver nemmere for de danske slagterier at producere, når reglerne bliver ens over hele EU. Det er besværligt at arbejde med flere recepter, fordi Danmark har én grænseværdi og resten af EU en anden, siger Finn Sørensen, afdelingschef i Danske Slagterier.
Han tilføjer, at det også bliver lettere for slagterierne i Danmark at trække varer hjem fra eksportmarkederne for at sælge dem på hjemmemarkedet. Med de nuværende regler er det umuligt.
/ritzau/