Kasse-succes fra Herning
Den hånlige latter bliver formentlig snart afløst af anerkendende blikke. Gætter trendforskere i hvert fald på.
Præcis som for 26 år siden. Dengang kassebukserne kom frem og i tre sæsoner gav modebevidste kvinder god plads til lårene og push-up effekt til ballerne.
Og mens vi tålmodigt venter på de firkantede buksers genkomst, stødte vi midt i Uldjydeland på manden, der i sin tid opfandt og designede det store hit.
I et beskedent baglokale til en af Herning førende modebutikker tager Ove Jensen imod . Og han indrømmer gerne, at idéen til bukserne oprindeligt var en spøg, men at spøgen endte med at give ham en særdeles god økonomisk ballast. En indrømmelse, der ellers kan være svær at hive ud af ægte vestjyder.
Fremtiden lå fast
Ove Jensen er født og opvokset i Herning. Som søn af en uldjyde. I kælderen på familiens hus i Hernings bymidte drev faderen både spinderi og spoleri. Ove Jensens egen fremtid i tekstilindustrien var ikke til diskussion, og allerede som 6-årig hjalp han til.
»Jeg hadede det. Jeg sad på gulvet ved spolemaskinerne og sorterede bomuld og uld fra nullermænd. Det var lige efter krigen, og intet måtte gå til spilde. Sikke et støvet job. Men jeg var meget populær i skolen, for det paraffin vi brugte til at få tråden til at løbe bedre i maskinerne endte som en tynd skive og kunne bruges som tyggegummi. Det delte jeg ud af i skolen.«
Men bortset fra regning faldt skolen ikke i Ove Jensens smag. Han omtaler sin far som ekstremt påholdende, og hans lommepenge slog aldrig til så langt til som klassekammeraternes.
»Jeg gik ud af 3. mellem i protest mod, at jeg ikke fik lommepenge nok.«
Fra bydreng til lærling
I stedet kom han i lære i det grossistfirma, hvor han hidtil havde haft job som bydreng. Her lærte han spillereglerne for handel. Efter endt soldatertid trak Midtjylland og tekstilindustrien igen.
»Jeg fik job som forretningsfører i et tricotagefirma i Ikast. Dengang betød det, at jeg stod for at designe, sælge, fakturere og pakke varerne.«
Karrieren gik videre tilbage til Herning, hvor fabrikken Karina Kjoler blev næste stop.
»Dengang fandtes begrebet designere ikke på fabrikkerne i Midtjylland. Det var kun folk som Margit Brandt, der brugte den betegnelse. Jeg har altid godt kunne lide at tegne, så det var ikke noget problem at sætte mine idéer på papir.«
For at tjene lidt ekstra penge havde Ove Jensen sparet op til at åbne sin egen butik i garagen ved siden af Valles Cykler på Hernings hovedgade.
»Jeg ville undersøge, om mine idéer kunne sælges.«
Samtidig blev han kontaktet af den lokale buksefabrik Sweki. Ove Jensen var begyndt at rejse til swinging London.
»I Danmark kunne man kun få to buksemodeller. Med eller uden lommer. Der skulle fornyelse til.«
Designet på cognac
I fællesskab med Sweki udviklede Ove Jensen forløberne til kassebukserne. Først med vidde og brede opslag. Så blev de rørformede hele vejen ned.
»En aften efter en del god cognac udviklede vi tanken om at lave bukserne firkantede. Men da vi havde grinet færdig, så vi mulighederne i idéen. Vi forsøgte os frem med forskellige gabardine kvaliteter og stødte blandt andet ind i problemer med at samle fire syninger i skridtet. Det problem løste virksomhedens dygtige konstruktør imidlertid, og vi sendte det første par med på modemesse i København.«
Bukserne blev straks en succes - en kassesucces! De smarte gik i de firkantede fra Sweki, og iført plateausåler og velourhabit var Ove Jensens største problem at levere bukser nok. De kom frem i sommeren 1973 og blev produceret frem til 1976. En overgang syede fabrikken 2000 par om dagen, og bukserne blev solgt i 26 lande. Blandt andet så langt væk som i Argentina.
»Efterhånden blev jobbet som designer for krævende. Fabrikkerne begyndte at lave fulde kollektioner med alt fra strømper til overtøj. Det kunne jeg ikke følge med til.«
Levedygtig succes
I dag lever han godt af de økonomiske minder fra kassebukserne, og så driver han stadig modetøjsbutik i Herning sammen med hustruen Ingemarie. I baggården gemmer en kongeblå Jaguar sig, og parret er ofte i sommerhuset i Gl. Skagen.
I mellemtiden har kassebukserne i mange år været synonym med 1970'er-moden og er blevet omtalt med himmelvendte øjne og et overbærende smil. Ove Jensen har aldrig pralet med sin opfindelse, men han har på den anden side heller aldrig skammet sig.
»Faktisk har jeg altid været stolt af kassebukserne. Og der er ikke langt til kassebukserne fra de bukser, vi sælger i butikken i dag.«
Fede bukser, Ove
Men det bliver ikke med herningenseren som drivkraft, hvis bukserne skal på banen igen.
»Det orker jeg ikke. Dengang var moden også mere holdbar. I dag har jeg svært ved at finde en mode, som bare kan holde tre måneder.«
Inde fra butikken låner vi yngsteeleven Ann Winther til at hoppe i et par - ganske vist uoriginale - kassebukser.
Med sine kun 21 år har staklen aldrig hørt om fænomenet.
»Nej, hvor er de fede. De sidder vildt godt. Sådan et par vil jeg da gerne have. Har du virkelig designet dem, Ove?«