Danmarks bedste - Danmarks fattigste
Falcons forsvarende DM- og pokalvindere i dame-basket har ingen sponsor. Derfor må landsholdsanfører Tine Freil og holdkammeraterne løbe med telefonbøger. Desperationen er så stor, at holdet har overvejet at tilbyde sig som aflægger af FC København.
Ind imellem står Tine Freil og deler vareprøver ud i Frederiksberg Centret.
Umiddelbart virker det som et udmærket fremstød at lade anføreren for det danske basket-landshold, som også er playmaker hos den lokale klub Falcon, være blikfang for et produkt, som måske endda har unge kvinder som målgruppe.
Problemet er bare, at der ikke er nogen, der får at vide, at hun er Tine Freil. De får heller ikke at vide, at hun kommer fra de danske mestre og pokalvindere fra Falcon. Hun står der nemlig på lige linje med andre medlemmer af klubben.
Det svarer vel nogenlunde til, at Jyllands-Posten satte Brian Laudrup til at løbe med aviser - ikke en sjæl ville bemærke ham, når han forsigtigt lukkede sig ind i opgangen klokken fem om morgenen.
»Det er ren overlevelse for klubben. Der er åbenbart for mange klubber om buddet i København. Det er ikke let. Vi løber også rundt og deler telefonbøger ud,« fortæller 29-årige Tine Freil.
»Klubben har tilsyneladende ikke ressourcer til at knytte de rigtige kontakter. Og efter min mening har forbundet været dårlige til at organisere sponsorarbejdet. De har overladt det hele til klubberne, som jo drives af frivillige,« siger Freil, som er i gang med sit sidste år som lærerstuderende på Zahles Seminarium.
Uddannelse mangler
Freils træner, Niels Trzecievski, er ved at være desperat og render selv virksomheder på dørene.
»Vi savner de uddannede mennesker i klubberne. Jeg vil hjertens gerne bruge masser af kræfter på at tage kontakt til firmaer. Men det optimale er jo at overlade det til en professionel person. Når vi ikke har nogen sponsor, er det efter min mening, fordi der er et stykke arbejde, der ikke er gjort godt nok,« siger Niels Trzecieski.
»»Hidtil er der blevet skaffet lidt bandereklamer via nogen, der kender nogen, og så videre. Men jeg foretrækker, at det foregår på et rent forretningsmæssigt plan.«
Tøjsponsor skred
Falcons danske mestre - som torsdag indledte sæsonen med en udesejr over BMS/Herlev - spiller i tre år gamle dragter, som blev fisket frem fra et skab op til den nye sæson.
Klubben havde ellers Adidas som tøjsponsor i forrige sæson, men en dag hentede fabrikanten samtlige af mesterholdets dragter - som med spillernavnene på ryggen faktisk var usælgelige til andre end glødende Falcon-fans.
Formanden for Falcon, Søren Vincent, erkender, at organisationen i klubben ikke er fulgt med de sportslige præstationer.
»Vi havde svært ved at leve op til forpligtelserne. De havde nok håbet på en lidt friskere profilering fra vores side. Men det er svært at få enderne til at mødes, når man arbejder med frivillige ledere. Vi skulle vel ansætte to-tre personer for at få tingene til at hænge sammen - det ville også give en større kontinuitet over for samarbejdspartnerne,« siger Søren Vincent.
Ud over besværet med at fange sponsorers opmærksomhed beklager Falcon-formanden, at den kommunale opbakning ikke er som i provinsen.
»Bystyret er efter min mening forpligtet til at støtte. Det har haltet noget. For eksempel har vi været nødt til at gå til Københavns Kommune for at få haltid. Og det giver jo ekstra mellemregninger,« siger Søren Vincent.
Træner Trzecievski har tidligere trænet Virum i Lyngby-Taarbæk Kommune og mærkede dér en ganske anden opbakning, som generelt gør sig gældende i forstæderne.
Aflægger af FCK
Trzecieskis frustration bliver ikke mindre af, at han tror på et gennembrud for basket-sporten i de kommende år.
»Damelandsholdet har kvalificeret sig til EM-kvalen. Teknikken og niveauet er højnet voldsomt gennem de senere år. De her piger kan eksplodere! Og så gælder det jo om at være med på forhånd,« siger Trzecievski forhåbningsfuldt.
Ved siden af trænerjobbet arbejder Niels Trzecievski i IT-branchen.
»Jeg fatter ikke, at der ikke er nogen fra den branche, der går ind og sponsorerer basket. Der er så mange værdier til fælles. Der er både finesse og underground,« siger den desperate træner.
»Og det kan jo være, at klubberne har forsøgt at sælge sponsorater på et forkert grundlag. De har måske skelet til håndbolden - men håndbolden er langt større og signalerer helt andre værdier,« siger Trzecievski.
Fusion, sammenlægning, aktiviteter for sponsorer. Freil og Trzecievski er parat til hvad som helst.
»Vi har sågar overvejet at gå til FC København og tilbyde os selv som aflægger. Vi vandt DM og pokalen sidste år - sportsligt kan man altså ikke gøre mere. Så må man tage utraditionelle midler i brug for at overleve,« siger Niels Trzecievski.
Landsholdsanfører Freil er enig:
»Det er sidste udkald. Vi har ikke noget tabe.«