Biskop vil lade pinsen gå i fisk
Dette skal ikke give sig ud for at være en videnskabelig undersøgelse - men, folk i almindelighed ved ikke, hvorfor vi fejrer pinse.
Det har biskop Jan Lindhardt, Roskilde, erfaret, og det samme konstaterede undertegnede, da han i går på sin kontorgang spurgte de tre nærmeste.
»Pinse? Er det ikke noget med øhh... Åh..., kan jeg ikke vende tilbage til spørgsmålet?«
Biskoppen mener, det vil hjælpe på oplysningen, hvis vi danskere har noget fælles at samles om i pinsen, og derfor har han foreslået Fiskebranchen - den med Minna og Gunnar - at vi i pinsedagene spiser fisk, på samme måde som vi til jul spiser and og i påsken lam.
Op mod pinsen, som i år falder 23. og 24. maj, vil Fiskebranchen lade Minna og Gunnar tone frem i nye TV-reklamer, der følger Lindhardts ide op.
»Engang var pinsens måltid kylling med agurkesalat, men det er jo ikke længere et festmåltid, fordi vi har vænnet os til lørdagskylling,« siger Jan Lindhardt.
Uansvarlig uvidenhed
»Man kan så spørge, hvorfor en biskop blander sig i folks madvaner, og det har flere også gjort. Men det gør han, fordi det er uansvarligt, at folk ikke ved, hvorfor vi fejrer pinsen. Jeg var for nylig ude på en TV-station, hvor der er 80 ansatte. Ikke en eneste vidste, hvad pinsen går ud på. De vidste kun, at den giver en fridag.«
Biskoppen kommer ikke til at optræde i TV-reklamerne, for eksempel som Gunnars onkel, pointerer han.
»Jeg er kommet med ideen, og dermed er min rolle udspillet. Jeg nægter således også at lade mig fotografere iført sydvest og fiskenet.«
Kirkens fødselsdag
Selv forklarer han pinsen således:
»Vi fejrer pinse, fordi det er kirkens fødselsdag. Jesus havde forladt jorden Kristi Himmelfartsdag, og nu måtte apostlene træde i stedet, så de kunne udbrede hans forkyndelse. Det sker pinsedag, og det blev begyndelsen til den institution, vi kalder kirke. Dermed tog man fat på at opfylde hans befaling om at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple, (jfr. Matthæusevangeliet kapitel 28).«
Indre Mission: Joke
Formanden for Indre Mission, sognepræst Christian Poulsen, Snejbjerg, vil ikke lige frem tage afstand fra, at en biskop blander sig i folkets spisevaner.
»Men jeg opfatter det mest som en joke,« siger han. »Hvis fisk endelig skal bringes på banen i denne sammenhæng, vil jeg hellere holde fast i, at fisken i oldkirken var et kristussymbol. Og at hovedessensen i pinsen er, at Kristus er nær ved os nu, på sammen måde som han var, da han gik her.«