Fortsæt til indhold
Indland

Kultursociolog og journalist dømt for bagvaskelse:

Godt fire år efter, at kultursociolog Jacques Blum og journalist Eva Bøggild fremsatte barske beskyldninger mod en arkivar i Århus, er de i Københavns Byret blevet idømt betinget frihedsstraf for bagvaskelse og injurier.

Det var i begyndelsen af 1995, at Jacques Blum og Eva Bøggild påstod, at historikeren og arkivaren Frede Farmand Rasmussen fra Århus havde fremsat nogle trusler på livet. De to sagde også, at Farmand indgik i et nazistisk netværk.

Begge beskyldninger er grundløse, fastslog en dommer tirsdag i Københavns Byret. Udtalelserne faldt på et pressemøde og blev fremsat mod bedre vidende. Derfor er de to fundet skyldige i bagvaskelse, oplyser Frede Farmands advokat, Hans Mogensen.

Såvel Jacques Blum som Eva Bøggild blev straffet med hæfte i 30 dage, som dog blev gjort betinget.

Hver af de dømte skal betale 25.000 kroner plus renter i torterstatning til Frede Farmand.

De ubeføjede udtalelser om Frede Farmand blev fremsat på et pressemøde og i interview bragt af Århus Lokal-TV og radioudsendelsen "Netværk" på Danmarks Radio P1.

Netop på grund af den store omtale, som udtalelserne fra Jacques Blum og Eva Bøggild fik, har retten bestemt, at de skal betale 30.000 kroner til offentliggørelse af dommens konklusioner.

Påstandene om Frede Farmands dødstrusler blev bragt i månedsbladet Press, hvis redaktør dog undskyldte for at have bragt de ubegrundede og udokumenterede påstande.

At dommen først er faldet fire år efter skyldes bl.a., at Frede Farmand -efter råd fra en advokat -på et tidspunkt hævede sagen for at anlægge den på ny.

Men en dommer i Københavns Byret besluttede i oktober 1996, at sagen nu var forældet og frifandt Blum og Bøggild. Denne dom blev dog ophævet af Østre Landsret, som sendte sagen retur til byretten til realitetsbehandling.

Frede Farmand er i det store og hele tilfreds med, at Jacques Blum og Eva Bøggild tirsdag af Københavns Byret blev fundet skyldige i bagvaskelse og injurier.

-Efter alt, hvad jeg har været igennem på grund af deres påstande, synes jeg dog godt, at erstatningen kunne have været større, siger Frede Farmand.

De to dømte skal hver betale 25.000 kroner plus renter i tort-erstatning til Frede Farmand, fordi de bl.a. beskyldte ham for at have fremsat dødstrusler og for at tilhøre et nazistisk netværk.

Desuden er Frede Farmand skuffet over, at de to dømte slap for at komme bag tremmer. Dommeren gjorde hæftestraffen på 30 dage betinget, fordi forholdene er gamle, og fordi Frede Farmand selv er skyld i, at sagen ikke blev afsluttet i februar 1996. RB.