Hotel kræver stop for støjende Metro
Luksushotellet på Kongens Nytorv mener på baggrund af erfaringer fra resten af verden at kunne bevise, at de støjsvage gummihjul ikke udgør nogen brandfare. Derfor skal de planlagte stålhjul droppes, mener hotellet.
Hotel D´Angleterre forlanger nu, at Ørestadsselskabet dropper planerne om at udstyre de kommende tog i Københavns Metro med stålhjul. Der er ikke - som metroselskabet påstår - større brandfare forbundet med gummihjul, siger hotellets ledelse, som henviser til andre metroer.
Det femstjernede hotel, som efter planen får Metroen 20-30 meter under sit fundament i næste årtusinde, ønsker gummihjul i stedet for stålhjul, fordi de støjer markant mindre.
Dermed formindskes risikoen for, at luksushotellets gæster bliver generet af støj og vibrationer.
Ifølge JP Københavns oplysninger har Hotel D´Angleterre sendt et brev til Ørestadsselskabet, hvori det meget klart påpeges, at der ikke har været brandskader i metroen i Paris, selv om togene kører på gummihjul. Togene i den nye parisiske metro, Meteorlinjen til lufthavnen i Orly, kører også på gummihjul. Denne type hjul benyttes også i metroerne i Montreal, Mexico, Marseille og Chicago, påpeges det.
Dan Shefet, advokat for Hotel D´Angleterre, bekræfter, at der er blevet sendt et brev til Ørestadsselskabet.
»Der må jo være en eller anden, som har sagt, at stålhjul er bedre. Men det må Ørestadsselskabet undersøge igen. Og ud fra de oplysninger, som jeg har i dag, må jeg således også forvente, at Ørestadsselskabet vælger at bruge gummihjul i stedet. Ellers fatter jeg ingenting,« siger Dan Shefet.
»Hvis Ørestadsselskabet stadig afviser at udskifte hjulene, selv om det er den bedste løsning mod støjproblemer, tilsidesætter selskabet sin pligt til at tage mest muligt hensyn til den, som bliver berørt. I det her tilfælde er det blandt andre os,« siger advokaten.
Erstatningskrav
Hvis Ørestadsselskabet vælger at »tilsidesætte« sin pligt, så baner det ifølge Dan Shefet vejen for et erstatningskrav i million-størrelse mod selskabet. Advokaten kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor stort et krav, der præcis bliver tale om. Men udregningsmetoden bliver enkel: Den omsætning, hotellet mister i forhold til et almindeligt år uden metro, vil Ørestadsselskabet blive afkrævet.
Teknisk direktør i Ørestadsselskabet, Torben Johansen, siger om kritikken:
»Da vi udbød metroforbindelsen i licitation fik vi ingen tilbud på metrotog med gummihjul. Samtidig kan jeg kun understrege, at de metrotog, som vi skal have leveret med stålhjul, efter vores oplysninger overholder kravene til støj og vibrationer. Derfor var og er gummihjul ikke på vores dagsorden.«
Torben Johansen har ingen kommentarer til oplysningerne om erstatningskrav.
D´Angleterre er på andre områder også utilfreds med Ørestadsselskabet. Hotellet står blandt andet uforstående overfor, at det ikke anses for en særlig sensitiv bygning på linje med Nationalbanken.
»Da vi holdt møde for nylig, fik vi afgjort det indtryk, at man opfattede hotellet som sensitivt ud fra et funktionelt synspunkt - altså at vi skal virke som hotel, som får en Metro i undergrunden,« siger Dan Shefet.
Den kritik har Torben Johansen ingen kommentarer til.