Fortsæt til indhold
Indland

Slots-spektakler

Af ERIK EISENBERG

Husspektakler", hedder det, når mand og kone strides så voldsomt, at naboer eller politiet må lægge sig imellem.

Stridighederne fortsætter ofte i skilsmisse-retten, hvor der oprulles en forudsigelig konflikt:

Parterne mundhugges om, hvem der skal have børnene, bilen, huset, møblerne og gælden i banken.

Men slagsmålet mellem Jens Stevnsmose Dinesen og Heidi Sommer kan ikke kaldes forudsigeligt.

Frokost-aviser og ugeblade har i de seneste uger været fyldt af farverige historier om deres ægteskabelige brud.

Her er ikke tale om hus-spektakler - men snarere om slots-spektakler.

Dengang Heidi og Jens endnu var på talefod, var de nemlig ejere af hele to slotte - og hertil et gods på Fyn samt et gods i Frankrig.

Parret har i årevis ladet sig portrættere i den kulørte presse som succes-rige erhvervsfolk - han inden for landbrug, hun som leder af en veldrevet kæde af kosmetologskoler.

"Multi-millionærer", har det gang på gang lydt om familien Sommer Dinesen.

Åben krig

Men nu falmer det kulørte billede.

Parret er i åben krig - og rustet til tænderne med advokater og hjælpere.

Heidi Sommer har udstyret sin eks-mand med et polititilhold, der forbyder ham at opsøge hende.

Jens Dinesen har til gengæld beskyldt sin kones økonomiske rådgiver for kidnapning og overfald. Denne rådgiver, eks-advokaten Jens Sejerøe-Olsen, er oven i købet sigtet og varetægtsfængslet af samme årsag.

Den fængslede eks-advokat er yderligere farverig, fordi han samtidig er sigtet i en større sag om selskabstømning.

Ingen af parterne lægger skjul på, hvad der er årsagen til de voldsomme udfald:

Striden om godbidderne i et skilsmissebo, der angiveligt skulle rumme værdier for 300-400 mio. kr. eller mere.

Men går man Jens Stevnsmose og Heidi Sommer efter i sømmene, er det svært at se, at der er så meget at strides om.

Ganske vist har de begge usædvanlige formueforhold efter dansk målestok.

Men der er langt fra virkeligheden i parrets regnskaber og til deres ry i den kulørte presse som "multimillionærer".

-Jens Dinesens personlige forretning har to væsentlige aktiver: Hans nybyggede slot "Asbølholm" ved Kolding - og et fransk gods ved navn "Villejovet".

-Drift og udlejning af disse ejendomme har i flere år givet underskud. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har Jens Dinesen personlige aktiver på cirka 18 mio. kr. - men samtidig en gæld på 13 mio. kr., heraf det meste til en fransk bank.

-En af Jens Dinesens andre forretninger, en form for biludlejningsselskab ved navn Stevnsmose & Co. ApS, giver også underskud og har negativ egenkapital.

-Et tredje selskab, Jens S. Dinesen A/S, har næsten ingen aktiviteter - men dog en egenkapital på knap fem mio. kr.

-På et tidspunkt har Jens Dinesen endda måttet låne et millionbeløb af et af sine egne selskaber - i strid med de danske selskabsregler, der forbyder hovedaktionærer at uddele sådanne aktionærlån til sig selv.

Alligevel insisterer Jens Dinesen dog på, at han er god for langt større beløb, end det fremgår af regnskaberne.

»Jeg har tjent rigtig mange penge i tidens løb på mine firmaer i landbrugsbranchen og min opfindelse af et instrument, der måler fugtigheden i korn. Herudover var vi jo i gang med at sælge og børsintroducere kosmetologskolerne,« siger Jens Dinesen.

Han ønsker dog ikke at fremlægge personlige regnskaber, der underbygger disse oplysninger.

Heller ikke de tilgængelige oplysninger om Heidi Sommers firmaer og formue viser spor af nogen tre- cifret millionformue.

-Eks-hustruen bor på Rosenskjold - endnu et nybygget slot tæt ved Middelfart på Fyn. Slottet, der tidligere var parrrets privatbolig, ejes af selskabet Sommer Dinesen ApS - et selskab med et samlet foretningsomfang på godt 7 mio. kr. og en meget begrænset egenkapital.

-Heidi Sommers forretninger er koncentreret i selskabet Inter-Clinitique ApS, der driver fire kosmetologskoler. Ifølge regnskaberne er det en nogenlunde solid forretning, der årligt giver et overskud før skat på over tre mio. kr. Egenkapitalen er på godt 13 mio. kr. - og dermed noget større end gælden på godt ti mio. kr.

-Mens ægtefællerne endnu var på god fod, har Heidi Dinesens selskab i øvrigt lånt pæne beløb ud til flere af Jens Dinesens selskaber.

-Ligesom eks-manden har også Heidi Sommer bevilget sig selv et ulovligt millionlån fra sit eget selskab.

-Herudover har Heidi Sommer forsøgt sig med en skole for teater- og showsminkører i selskabet Make-Up Academy ApS.

-I dag er det væsentligste aktiv i dette selskab dog et underselskab ved navn Bjørnemose ApS. Dette selskab er ejer af et gods af samme navn ved Svendborg på Fyn.

Gods som særeje

Men godset Bjørnemose er også et eksempel på de metoder, parret har taget i anvendelse i den fortsatte krig.

Ingen af dem kan blive enige om, hvem der efter skilsmisse og bodeling er den retmæssige ejer af denne ejendom, der er cirka syv millioner kroner værd.

Heidi Sommer mener, at godset tilhører hende. Hun henviser til, at Jens Dinesen allerede i 1996 underskrev en aftale, der gav hende ret til at udtage Bjørnemose som en form for særeje.

Også ifølge parrets bodelingsoverenskomst, dateret den 1. juli i år, skal Bjørnemose-godset og anparterne i ejerselskabet være Heidi Sommers personlige ejendom.

Men allerede fire dage inden aftalen blev underskrevet, skyndte Heidi Sommer sig at smide Jens Dinesen og hans bror Peter ud af gods- selskabets bestyrelse. I stedet indsatte hun sin far og mor.

Jens Dinesen svarede hurtigt igen.

Han holdt sin egen generalforsamling på godset, genindsatte sig selv, sin bror og en hjælper som ny bestyrelse og indsendte alle papirerne om sagen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen via en advokat.

Bevæbnet med attesterne gik Jens Dinesen herefter til det lokale tinglysningskontor i Svendborg - og "solgte" Bjørnemose-godset til et nyt selskab, PBH 26609 ApS, som han selv kontrollerer.

"Betalingen" var et gældsbrev.

Selv siger Jens Dinesen, at han var i sin gode ret til at gennemføre transaktionerne, fordi hans eks-hustru og hendes rådgivere var i gang med at tilrane sig værdierne under en skilsmisse-sag, der ikke er afgjort.

»Jeg har fået at vide af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at det var den korrekte måde at handle på,« siger Jens Dinesen.

»Det er der næppe nogen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der har udtalt. I samme øjeblik, parterne i et selskab er uenige om, hvem der ejer hvad, standser vi enhver registrering af ændringer - og kræver at få sagen afgjort af en domstol,« siger kontorchef Edvard Jørgensen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Advokat: Bedrag

Heidi Sommers nuværende advokat, den kontante erhvervsjurist Karoly Nemeth, er ikke i tvivl om, hvordan han ser på affæren:

»Der er tale om rent bedrag fra Jens Dinesens side. Han har holdt generalforsamling i et selskab, der ikke tilhører ham - og herefter overført en ejendom, han ikke ejer, til sit eget selskab. Det, der ryster mig mest, er i virkeligheden, at det kan lade sig gøre - at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og tinglysningskontoret sluger det hele råt uden at undersøge forholdene,« siger Karoly Nemeth.

»Han aner ikke, hvad han snakker om. Han kender ikke alle papirerne i denne sag«, lyder svaret fra Jens Dinesen.

I den kommende uge fortsætter dramaet ved skilsmisseretten i Middelfart.

Indtil da fortæller en fåmælt Heidi Sommer, at hun blandt sine øvrige gøremål også har travlt med at finde ud af, hvem der står bag de indbrud, som hendes kosmetologskoler flere gange er blevet udsat for.

Natten til tirsdag antraf politiet i Århus en mand, der på Inter-Clinitiques adresse var i færd med at fiske konvolutter med penge og checks ud af pengeskabet - med en pølsetang.

Og i Svendborg undrer advokat Bjarne S. Jensen sig. Han har været indblandet i en del af den celebre skilsmissesag som rådgiver for Heidi Sommer. Men nu har Bjarne S. Jensen trukket følehornene til sig igen.

Heidi Sommer lyttede nemlig ikke til advokatens råd - og forresten betalte hun heller ikke regningen.

»Efter min mening er disse to mennesker i færd med at gøre sig selv til grin,« siger Svendborg-advokaten.