Fortsæt til indhold
Indland

Livsvarigt fængsel for Liselejedrab

Den 39-årige Hells Angels-rocker Vagn Smidt blev fredag af Højesteret idømt lovens strengeste straf - fængsel på livstid - for drab og tre drabsforsøg på rivaler fra Bandidos.

Højesteret lagde vægt på, at drabet og drabsforsøgene var led i den verserende rockerkrig. Dommerne var dog ikke enige om straffen, idet tre dommere mente, at han skulle idømmes fængsel på livstid, mens to dommere mente, at landsrettens dom på 16 års fængsel skulle stadfæstes.

Vagn Smidt blev dømt for den 7. juni sidste år at have dræbt Bandidos-medlemmet Bjørn Gudmandsen og såret tre af hans venner alvorligt med en ni mm pistol foran Lisestuen i Liseleje. Skudepisoden blev det sidste opgør mellem de to rockergrupper, inden der blev sluttet fred.

Da Østre Landsret behandlede sagen erkendte Vagn Smidt, at han skød de fire mænd, men hævdede, at det var i selvforsvar. Han mødte dem tilfældigt og blev genkendt. Af angst for selv at blive skudt, skød han først.

Adskillige vidner til skudepisoden betegnede den dog som kold, velovervejet, kynisk og udført med en nærmest militærisk præcision.

Efter nedskydningen af rockerne, der var på et fredeligt besøg på Lisestuen, flygtede den 39-årige i sin bil til et rocker-tilholdssted i Tjæreby syd for Roskilde. Her blev han senere samme aften anholdt, fordi flere vidner havde noteret sig bilens nummer. Det var hans egen bil, som blev ført af en ven, hvis identitet han aldrig har røbet, og det var derfor relativt nemt for politiet at spore ham til det rockerværksted, som man vidste, han holdt til i.

Vagn Smidt er fuldgyldigt medlem af Hells Angels og var indtil 1995 højt placeret i gruppen som bogholder og administrator for gruppens Defence Fund, som han selv stiftede for ti år siden. Desuden administrerede han gruppens fort i et nedlagt mejeri i Snoldelev, indtil den blev tvunget ud derfra som følge af rockerloven. RB.