To foreninger udelukkes fra svømmehaller efter tilsyn med kønsopdeling
Afvisningen af kommunale ansatte har nu ført til, at to foreninger mister adgang til svømmehaller i København.
Københavns Kommune har frataget to foreninger muligheden for at benytte kommunens svømmehaller efter et tilsyn med kønsopdelt svømning.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Begrundelsen for beslutningen er i begge tilfælde, at mandlige kommunale medarbejdere er blevet nægtet adgang til faciliteterne i forbindelse med et varslet tilsyn.
Tilsyn, der ifølge Københavns Kommune har til formål at sikre, at foreningerne lever op til ligestillingsbekendtgørelsen.
Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester, Christopher Røhl (R) betegner foreningernes ageren som et tillidsbrud.
- Københavns Kommune har en tillidsbaseret tilgang til foreningssamarbejdet. Det betyder også, at det får konsekvenser, hvis reglerne ikke bliver overholdt, udtaler han i meddelelsen.
De to involverede foreninger, der går under navnet ”Mødestedet” og ”Svømmeparadis”, fratages retten til at bruge samtlige kommunale svømmehaller med øjeblikkelig virkning, fremgår det af meddelelsen.
Foreningerne får herefter lejlighed til at afgive et høringssvar til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.
På den baggrund skal det afklares, om fratagelsen af svømmetiderne for foreningerne skal stå fast.
Foreninger må ikke tilbyde kønsopdelt svømning, hvor det modsatte køn ikke har adgang til for eksempel svømmehallen.
Tilsyn herom udføres ved fysisk fremmøde i svømmeanlæggene, hvor det er undersøgt, om tilsynsførerne af begge køn har uhindret adgang til anlægget.
I forbindelse med tilsynene kunne forvaltningen videre konstatere, at der var flere foreninger, der tilbyder kønsopdelt svømning i København, end man hidtil var bekendt med.
Der blev således fundet 13 yderligere foreninger, end de syv, som forvaltningen tidligere har oplyst.
Derfor vil forvaltningen nu kontakte samtlige svømmeforeninger i København og bede dem oplyse, hvorvidt de tilbyder kønsopdelt svømning, for at kunne føre det rette antal tilsyn.
I Københavns Kommunes budgetaftale for 2027 er der afsat midler til, at der i perioden 2027-2030 gennemføres uanmeldt tilsyn fire gange årligt med foreninger, der tilbyder kønsopdelt svømning.