Debattør frifindes i straffesag om kommentar på Facebook
Mohamed Abdirahman Kahn var tiltalt for at tilskynde til en forbrydelse. Tirsdag er han blevet frifundet.
Retten i Hillerød har frifundet debattør Mohamed Abdirahman Kahn for anklagen om, at han i en kommentar på Facebook fra 2025 skulle have tilskyndet til en forbrydelse.
Det var i juli 2025, at han til en artikel fra B.T. skrev:
- B.T. er medskyldig i en folkedrab og nu krænker de og angriber vores brødre og søstre i DK. Muslimske brødre i DK skal faktisk komme sammen, lave en plan og bekæmpe dem. Vi kan stoppe dem, og det skal vi gøre på den hårde og smertefulde måde.
Mohamed Abdirahman Kahn har nægtet sig skyldig og har i byretten sagt, at kommentaren var blevet misforstået.
Inden domsafsigelsen fik den 38-årige debattør lov til at komme med en sidste bemærkning.
- Når jeg siger bekæmpe, så handler det om politik og har intet med vold at gøre, sagde han.
Mohamed Abdirahman Kahn - ofte blot kaldet Mohamed Abdi Kahn - har omkring 19.000 følgere på Facebook.
Han har forud for tirsdagens retsmøde vakt opsigt med sine kritiske ytringer om Danmark og lovprisning af islamiske værdier.
Det har ifølge Jyllands-Posten fået blandt andre udlændingeminister Morten Bødskov (S) til at opfordre Kahn til at forlade Danmark.
Mohamed Abdirahman Kahn er etiopisk statsborger, men kom til Danmark i 2015. Sammen med sin kone har han seks børn.
I byretten tirsdag sagde Kahns forsvarer, Erbil Kaya, at facebookkommentaren ikke var en opfordring til vold, og at det ikke præcist fremgik af den, hvem der skulle bekæmpes eller hvordan.
Det mener han, er et krav for at blive dømt for tilskyndelse til en forbrydelse.
Retten fandt det ikke bevist, at kommentaren havde overtrådt loven.
Frifindelsen blev blandt andet begrundet med kommentarens ordlyd, samt at den blev fjernet efter ti timer.
Den danske stat skal betale sagens omkostninger.
Anklagemyndigheden kan inden for 14 dage anke dommen til landsretten.