Fortsæt til indhold
Indland

Dansk medie med nyheder skrevet af kunstig intelligens lanceres tirsdag

Projekt Y går i luften i tirsdag. Nyhederne udvælges af redaktører, men skrives af kunstig intelligens.

/ritzau/

Tirsdag klokken 13.00 går det nye danske medie Projekt Y i luften.

Nyhederne er udvalgt af redaktører, men er skrevet ved hjælp af kunstig intelligens.

Det vil sige, at historierne, som Projekt Y bringer, er AI-assisterede, som chefredaktør Michael Dyrby beskriver det.

- Vi kunne jo godt have lavet det sådan, at det var AI, der gjorde det hele. Men det er det ikke, siger han og uddyber:

- Der sidder redaktører, som udvælger stoffet, vinkler det, får det produceret og får et draft, som de så gennemser, og måske enten beder om at få skrevet om eller selv skriver om. Herefter vælger de billeder, og så udgiver de det. Så vi er ikke så forskellige fra andre. Vi er egentlig ret klassiske.

Projekt Y bruger også AI-assistenter til at lede efter historier. Det kan være i forskningsrapporter, pressemeddelelser eller i andre medier - samme steder, som andre medier også kan finde deres historier.

Ambitionen er at skabe mere kvalitetsjournalistik per medarbejder.

Adspurgt, om der er efterspørgsel på AI-genererede nyheder, svarer Michael Dyrby: Det finder vi ud af.

- Det er jo et udviklingsprojekt mod fremtiden, en slags grundforskning, siger han.

- Jeg har været i branchen så længe, at alt, hvad der er nyt, er der sjældent en efterspørgsel på, før man går i gang.

Michael Dyrby blev uddannet journalist ved Danmarks Journalisthøjskole i 1989.

I midten af 00’erne var han med til at starte TV 2 News.

Dengang oplevede Michael Dyrby, at der kritisk blev fnyset: ”Der er jo ikke nyheder nok i Danmark til en 24-timers nyhedskanal”. Den 1. december har TV 2 News 20-årsjubilæum, bemærker han.

Ifølge Michael Dyrby tager Projekt Y de første skridt ind i en fremtidig medieverden.

Til at begynde med vil Projekt Y dække dansk politik, erhvervsstof og internationale nyheder.

Udgangspunktet er borgerligt, men uden at være dogmatisk eller ideologisk.

- Vi er interesserede i frihed, fællesskab, selvbestemmelse - og fremskridt. Folk, der gør noget særligt. Vi kalder dem selv for anti-jantelovs-historier, siger Michael Dyrby.

- Vi kigger mod de 28- til 55-60-årige, som synes, at der er behov for en anden måde at gøre det på - eller et nyt medie, som er gratis.

Projekt Y har blandt andet modtaget mediestøtte, og så vil der være annoncer på sitet.

Efter Projekt Y er gået i luften og har etableret sig, kan der med tiden komme andre stofområder som eksempelvis sport og kultur til.

Men ud over at være et medie er Projekt Y også en teknologiplatform.

- Hen over resten af året og ikke mindst i 2027 skal vi udvikle og udkomme med en hel masse andre udgivelser, siger chefredaktøren.

- Ambitionen er at lave en teknologi, som er så enkel, at alle kan bruge den og skabe deres eget medie og på den måde være med til at demokratisere brugen af medier.