Kraftig vind vælter træer flere steder i landet og lukker broer for visse køretøjer
Der er vejhjælp på vej til både Falster, Fyn og Jylland efter meldinger om væltede træer og vand på vejen.
Der er søndag morgen meldinger om væltede træer flere steder i landet.
Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.
På Fyn er der tidligt søndag morgen sendt vejhjælp ud på grund af væltede træer ved Nyborg.
Også ved Faaborg på Sydfyn er der meldinger om væltede træer.
Anmeldelser om væltede træer og vand på vejene på hele Fyn får Fyns Politi til at opfordre trafikanterne til at køre forsigtigt.
Det skriver politikredsens vagtchef på meddelelsestjenesten Politi Update.
- Vi er i tæt dialog med vores fynske kommuner og beredskaberne om de aktuelle anmeldelser, så disse håndteres så hurtigt som muligt, lyder det.
Tidligere søndag morgen har Vejdirektoratet også advaret om væltede træer i både Nordjylland og på Falster.
Også i Nordjylland er der meldinger om væltede træer på motorvejen, skriver Vejdirektoratet.
Ved Vejle meldes der desuden om vand på vejen på motorvej E45 i retning mod Skærup.
På flere broer, heriblandt på Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen, advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst.
Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Lillebæltsbroen, og på Storebæltsbroen er passage med påhængskøretøjer under 2,5 ton forbudt.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke i Nordjylland og på Læsø. Der er også udsendt et varsel om forhøjet vandstand på den jyske vestkyst. Det vil ifølge DMI toppe natten til mandag.