Danmark betaler 750.000 kroner om året til Ruslands ambassade
Partier er kritiske over for, at Danmark fortsat betaler regninger for Ruslands ambassade i København.
På regeringens finanslovsudspil er der afsat 750.000 kroner årligt frem til 2030, så Danmark kan betale boligskatter og afgifter for Ruslands ambassade i København.
Det vækker kritik fra partier i Folketinget.
»Det virker helt galt, at vi som stat støtter Rusland, uanset beløbets størrelse. Rusland er i krig med Ukraine, som vi støtter, derfor er signalværdien meget uheldig og forkert,« skriver udenrigsordfører Lars-Christian Brask (LA) i en sms til Berlingske.
»Det bør regeringen undlade at gøre og ikke have det med i finansloven for 2027,« skriver han.
Aftalen har ifølge Berlingske eksisteret siden 1982.
Ordningen blev indgået mellem Danmark og det daværende Sovjetunionen, og senere har Rusland overtaget den, efter at Sovjetunionen blev opløst.
Eftersom man dengang ikke havde privat ejendomsret i det kommunistiske Sovjetunionen, lavede man en aftale, der sikrede lige vilkår i forbindelse med etableringen af ambassader i henholdsvis Danmark og Sovjetunionen.
Det betyder også, at Rusland dækker de tilsvarende udgifter for Danmarks ambassade i Moskva.
Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, kalder det »helt skævt«, at Danmark betaler for regninger for den russiske ambassade, når vi samtidig sender milliarder af kroner til Ukraine, der i 2022 blev invaderet af Rusland.