Fortsæt til indhold
Indland

»Vi bliver ved at finde ting, der er mystiske«. Er kunstig intelligens nu også... "i live"?

Anthropic taler med alverdens religiøse lærde om Claudes "moral" og tror, at den kan have en form for "følelser" i funktionel forstand.

En sommerdag i år sad forfatter Andrea Hejlskov med sin skrivegruppe over oste og fine vine, mens de diskuterede, hvordan de skulle forholde sig til en samtale, hun havde haft med den kunstige intelligens Claude.

Hun brugte allerede Claude til mangt og meget i tilværelsen – bearbejdning af personlige traumer, sygdomssymptomer, filosofi, kjolevalg til livets fester – men lige denne samtale havde efterladt hende så måbende, at hun havde besluttet, at den nu skulle udgives som bog.

Andrea Hejlskov var kommet i tvivl:

Var Claude rent faktisk… i live?