Vi overbehandler helt frem til det sidste åndedrag. Nu skal unødvendige behandlinger, medicin og indlæggelser skæres fra
Hvordan ønsker du, din sidste tid skal være? Det spørgsmål skal patienter fremover stilles langt tidligere, lyder det i fælles melding fra patienter, læger og andre sundhedsansatte.
En uhelbredelig, døende kræftpatient, som tilbydes endnu en omgang kemobehandling, selv om kroppen knap kan tage imod mere.
En 95-årig, der tilbydes en stor operation for at få skiftet hjerteklap eller en hofte.
Eller en svækket dement plejehjemsbeboer, som får 10 forskellige slags medicin og sendes igennem et arsenal af scanninger, blodprøver og biopsier på sygehuset.
Når et menneske nærmer sig livets afslutning, er tiden derhjemme med de nærmeste ofte vigtigere end at gennemgå endnu en undersøgelse eller behandling på hospitalet.
Alligevel fortsætter læger og sygeplejersker – i bedste mening – ofte med at undersøge, behandle og medicinere ældre og terminale patienter helt frem til patienternes sidste åndedrag.