Politiet undersøgte mistænkeligt forhold ved USA's ambassade
Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro, hvor USA's ambassade ligger, blev fredag formiddag spærret af politiet.
Politiet var fredag formiddag til stede i området ved Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro, hvor det undersøgte det, politiet kaldte et mistænkeligt forhold.
Det oplyser Københavns Politi på Politi Update.
Derfor blev Dag Hammarskjölds Allé spærret.
Billeder fra stedet viser, at politiet var til stede ved den amerikanske ambassade. Også forsvarets ammunitionsrydningstjeneste blev hidkaldt.
Omkring kl. 10.30 kunne politiet ophæve afspærringen.
»Afspærringen skyldtes, at der tidligere på dagen var blevet observeret en mistænkelig pakke. Vi har nu færdiggjort vores undersøgelser af pakken ude på stedet, der umiddelbart ikke har viste noget farligt indhold. Vi har nu taget pakken med til nærmere undersøgelser,« skriver politiet.