Nordjyske borgere bekymrer sig om deres dyr efter ulvehændelse
En borger mødte fredag en ulv på sin løbetur ved Bunken Klitplantage og måtte i den forbindelse råbe ad den.
Borgmester i Frederikshavn Kommune Jon Andersen (V) har det seneste døgn fået henvendelser fra flere borgere efter en ulvehændelse ved Bunken Klitplantage syd for Råbjerg Mile.
Det fortæller han søndag formiddag.
»Min telefon har ikke ligget stille,« lyder det.
En borger mødte fredag en ulv på en løbetur i området og måtte i den forbindelse råbe ad den. Episoden blev optaget på video.
Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) beskyttede ulven sin hvalp ved at vise tænder og rejse nakkehår.
Borgmesteren fortæller søndag, at flere utrygge borgere har henvendt sig med spørgsmål om, hvorvidt de skal holde deres heste og hunde indendørs.
»Flere har også henvendt sig og sagt: ”Jon, det er vores natur. Ser vi nu ind i, at der løbende vil være områder, hvor vi anbefales ikke at færdes?”«
»Derudover har vi jo også sheltere i naturen, hvor man kan overnatte,« lyder det fra Jon Andersen.
Ifølge styrelsen har eksperter fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) under Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus vurderet, at situationen ikke var farlig, og at ulvens adfærd fandt sted for at få løberen væk fra ulvehvalpen.
Men for at undgå ”potentielle konfliktsituationer” anbefaler myndigheder, at borgerne holder sig fra området, indtil hændelsen er undersøgt nærmere.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) gentager søndag, at han også vil have internationale eksperter til at forholde sig til ulvens adfærd.
»Vi kommer til at arbejde så hurtigt som muligt. Jeg tør ikke sige, hvornår vi har den ”second opinion” på plads.«
»Vi afsøger andre holdninger for at få så stærkt et grundlag som overhovedet muligt og også fordi, at situationen, vi ser, er enestående i Danmark. Vi har ikke set det tidligere,« siger han.
Spørgsmål: Skal vi vænne os til, at myndighederne løbende bruger det her greb med at anbefale, at folk bør holde sig fra bestemte områder?
»Jeg kommer i hvert fald ikke til at være tilbageholdende med at give de anbefalinger, som vi og mine myndigheder mener er de rigtige.«
»Jeg tror, at forudsætningen for, at vi kan få sameksistens med ulven på en god måde, er, at vi tager det meget alvorligt fra myndighedernes og politisk side, når det sker de her ting,« siger Christian Rabjerg Madsen.
RITZAU