Fortsæt til indhold
Indland

Trængsel på cykelstien: »Der er en grundlæggende mangel på accept af, at der skal være plads til alle«

Skal der indføres en hastighedsbegrænsning på cykelstierne? Og skal man lade de hurtige cyklister over 15 år cykle på vejbanen? I Aarhus er cyklisternes holdning blandet.

Antallet af cykelulykker stiger, og cykelstierne er mange steder for smalle til mængden af elcykler, løbehjul, langsomme ladcykler og hurtige racere.

Nu er der forslag fremme om at indføre en hastighedsbegrænsning på cykelstierne og lade hurtige cyklister over 15 år cykle på vejbanen. I Aarhus er cyklisternes holdning blandet.

Tine Kjærgaard, 30 år, projektkoordinator, kører på en Christiania-ladcykel – med Sigurd på 14 måneder:

Er der trængsel på cykelstien?

»Ja, på nogle tidspunkter er der tæt trafik af skateboards, elcykler, løbere, racercykler og sådan nogen som mig på en ladcykel. Der er mange varierende hastigheder, og det giver udfordringer og farlige situationer. Folk skal lære at tage mere hensyn til hinanden.«

Er hastighedsbegrænsning på cykelstien en god idé?

»Nej, det bliver svært at håndhæve.«

Cyklistforbundet foreslår, at cyklister over 15 år kan vælge at køre på vejbanen frem for cykelstien. Hvad tænker du om det?

»Det kunne helt sikkert også skabe nogle farlige situationer.«

Hvem irriterer dig mest på cykelstien?

»Det er nok dem på racercykel, der bruger et specielt sprog og regner med, at vi andre er helt med på, hvad det betyder, når de råber ”forfra”, ”bagfra” eller noget andet. Jeg kan se på mit display, at de kører væsentligt over 25 km/t, når de overhaler mig, og når det går så stærkt, kan det være svært at forstå, hvad de råber.«

Jakob Lauritsen, 37 år, partner i et innovationsbureau, kører på en Stromer-speedpedelec 45 km/t:

Er der trængsel på cykelstien?

»Generelt synes jeg ikke, at der er trængsel, medmindre man rammer morgentrafikken. Jeg kører fra Ry til Aarhus et par gange om ugen. Det er cirka 30 km., og jeg kører efter forholdene, så i byen og på Brabrandstien kører jeg ikke 45 km/t. Det er kun på landevejen. Tidligere har jeg selv prøvet at blive overhalet af speedpedelecs og oplevet, hvor ubehageligt det er. De er lydløse. Så når jeg overhaler, tager jeg farten af og råber til folk, at jeg lige kommer forbi.«

Er hastighedsbegrænsning på cykelstien en god idé?

»Ja, det ville ikke gøre mig noget. Men jeg tror, at der er andre ting end hastigheden, der skaber farlige situationer. Det store problem på cykelstierne er, at folk går på dem og over dem uden at kigge sig for.«

Cyklistforbundet foreslår, at cyklister over 15 år kan vælge at køre på vejbanen frem for cykelstien. Hvad tænker du om det?

»For mig personligt vil det være fint, men i det store billede tror jeg ikke, at det er en god idé. Det vil bare flytte trængslen ud på vejbanen, hvor folk vil køre ud og ind imellem hinanden. Jeg har svært ved at se, at det skulle give færre farlige situationer.«

Hvem irriterer dig mest på cykelstien?

»Ikke nogen – det skulle da lige være ænderne på Brabrandstien. Jeg synes, at folk i det store hele kører pænt.«

Kaj Jensen, 69 år, løber på rulleski:

Er der trængsel på cykelstien?

»Jeg har løbet på rulleski i 40 år, og der er blevet meget mere trængsel. Der er mange motionsformer, der har bredt sig. På Brabrandstien er det så slemt, at de mere forsigtige rulleskiløbere ikke tør være der, fordi der kommer racercyklister i store grupper med 40-45 km/t. Det kan være farligt, selv om vi prøver at tage hensyn ved at køre i en lang slange. Folk, der går på Brabrandstien, respekterer heller ikke altid, at det er en cykelsti. I weekenderne kan det være ret kaotisk.«

Er hastighedsbegrænsning på cykelstien en god idé?

»Ja, det synes jeg. På nogle strækninger er cykelstierne ikke egnet til, at racercyklerne kører så stærkt. Det skal reguleres, så der også bliver plads til folk, der bevæger sig med 5, 10 eller 15 km/t.«

Cyklistforbundet foreslår, at cyklister over 15 år kan vælge at køre på vejbanen frem for cykelstien. Hvad tænker du om det?

»Det vil nok skabe nye udfordringer.«

Hvem irriterer dig mest på cykelstien?

»Det mest problematiske er folk, der kører på hurtige racercykler, f.eks. på Brabrandstien, som er et rekreativt område, der bliver brugt, som om det var en racerbane.«

Jørgen Ilum, 77 år, tidligere politidirektør, og Finn Christensen, 76 år, pensionist, kører på racercykel i Team Senior:

Er der trængsel på cykelstien?

JI: »Ja, der er et eller andet galt. Egentlig burde man tænke infrastrukturen om. Det er nemmere sagt end gjort, men cykelstierne passer ikke til alle de forskellige typer af et-, to- og trehjulede køretøjer, der gør krav på cykelstien. Jeg ved ikke, hvad vi gør ved det, men vi må jo tage hensyn til hinanden.«

FC: »Vi er med i Team Senior og kører i grupper med maksimalt 10-12 mand ad gangen, så vi ikke optager for meget plads. Når der opstår farlige situationer på vores cykelture, er det oftest pga. biler. Vi skal have et øje på hver finger. Selv om vi kører i en lille flok, er der altid bilister, der er utålmodige og laver forskellige uventede manøvrer og holder for lidt afstand.«

Er hastighedsbegrænsning på cykelstien en god idé?

JI: »Personligt synes jeg, at det er en god idé, men hvem skal kontrollere det? Jeg undrer mig over, at de store monster-elcykler med de brede dæk er tilladt. De kører meget hurtigt.«

Cyklistforbundet foreslår, at cyklister over 15 år kan vælge at køre på vejbanen frem for cykelstien. Hvad tænker I om det?

FC: »Det kan da godt være, at hastighedsbegrænsninger kan give mere tryghed på cykelstien, hvis man kombinerer det med en lavere hastighed for bilerne.«

Hvem irriterer jer mest på cykelstien?

JI: »De hurtige elcykler skaber utryghed. Nogle er også irriterede over Christiania-cyklerne, der fylder meget. Men dem kan man se, og så må man bare vente med at overhale, indtil der er plads.«

Anette Svane, 59 år, tandlæge, Risskov, kører på en Centurion-cykel uden el:

Er der trængsel på cykelstien?

»Ja, om morgenen kan der være trængsel. Jeg har lige fået en ny cykel i fødselsdagsgave, og jeg cykler forholdsvis stærkt, men det kan være svært at overhale, fordi cykelstien nogle steder er smal. Om sommeren er der anarki på cykelstien ved Den Permanente. Det er alles kamp mod alle. Folk løber og går, og så er der ladcykler, elcykler, speedpedelecs og fatbikes, der kører sindssygt stærkt. Det er ret anarkistisk.«

Er hastighedsbegrænsning på cykelstien en god idé?

»Ja, det vil jeg mene, for i myldretiden er det vanvittigt at køre så stærkt.«

Cyklistforbundet foreslår, at cyklister over 15 år kan vælge at køre på vejbanen frem for cykelstien. Hvad tænker du om det?

»Det er for risikabelt og vil give andre problemer, når cyklisterne skal køre blandt bilerne.«

Hvem irriterer dig mest på cykelstien?

»Det skulle da lige være dem, der kører to og to, for jeg skal bremse op, når jeg skal overhale dem, hvis der kommer modkørende. Men det er en lille ting, og jeg kan godt forstå, at de gerne vil snakke sammen.«

Thomas Møller, 53 år, arbejdsleder, Aarhus, kører på en 30-knallert

Er der trængsel på cykelstien?

»Ja, det kan der være. Problemet er, at der også kører mange 45-knallerter, kabinescootere og Wolt-bude, selv om de burde køre på vejen. De fylder en hel del og giver farlige situationer. Det sker hver dag.«

Er hastighedsbegrænsning på cykelstien en god idé?

»Jeg ved det ikke. Jeg bliver tit overhalet af cykler, der kører meget stærkere end de 30 km/t, jeg kan køre. Det er både elcykler og racercykler. «

Cyklistforbundet foreslår, at cyklister over 15 år kan vælge at køre på vejbanen frem for cykelstien. Hvad tænker du om det?

»Jeg tror ikke, at det er en god idé. Det er for farligt.«

Hvem irriterer dig mest på cykelstien?

»Ikke nogen. Det er nok mere omvendt – altså, at de andre synes, at jeg er irriterende. Jeg fylder meget med mine tasker, og jeg skal være opmærksom på, at jeg ikke rammer nogen og tager dem med i faldet. De kan ikke høre mig, fordi elscooteren er lydløs. Derfor skal jeg passe på – hellere et dyt for meget end et dyt for lidt.«

Christian Pedersen, 39 år, produktchef, kører på en Babboe-ladcykel, 25 km/t:

Er der trængsel på cykelstien?

»Ja, og der er en grundlæggende mangel på accept af, at der skal være plads til alle.. Det er især i weekenderne her på Brabrandstien, hvor der kan være alt fra usikre børn, der skal lære at cykle, til cykelryttere, der drøner vestpå og ikke tager hensyn. Nogle af dem har lidt svært ved at acceptere, at cykelstien er et transportstykke, hvor der skal være plads til alle.«

Er hastighedsbegrænsning på cykelstien en god idé?

»Jeg har set borgerforslaget, men jeg tror ikke, at det er løsningen. Man kan godt køre 28 km/t og alligevel køre for stærkt efter omstændighederne. Jeg tror mere på, at man skal appellere til, at folk bruger deres sunde fornuft.«

Cyklistforbundet foreslår, at cyklister over 15 år kan vælge at køre på vejbanen frem for cykelstien. Hvad tænker du om det?

»Jeg tror ikke, at bilisterne vil acceptere det. Det vil kræve en meget stor adfærdskampagne, hvis bilister og cyklister skal sameksistere på den måde.«

Hvem irriterer dig mest på cykelstien?

»Dem, der kører på racercykel, og med vind og sol i ryggen prøver at slå deres personlige rekord. Det skal de ikke gøre her på Brabrandstien, for det er ikke en racercykelsti. De må vente med at køre stærkt, til de kommer ud på landevejen.«