Blæst og solskin sender strømpriser i bund hen over pinsen
I dagtimerne i pinsedagene og generelt den kommende uge venter lave strømpriser. I flere timer er det gratis.
Solskin og en god portion vind danner rammerne om de kommende pinsedage, og det kommer til at byde på lave strømpriser.
Særligt i dagtimerne i pinsedagene venter der ifølge prognoser ”strøm til stort set ingen penge”.
Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.
Vejret tilsmiler elkunderne i pinsen, lyder det fra Troels Skipper, produktchef i energiselskabet.
- Og det ser ud til at fortsætte det meste af næste uge takket være masser af sol og også en del vind. Der er altså rig mulighed for at oplade elbilen til stort set ingen penge de kommende dage, hvis man udnytter de solrige middagstimer, siger han i pressemeddelelsen.
I middagstimerne vil der meget vel være strøm til en ren elpris på nul kroner.
Det er især produktion fra solceller, der slår igennem hen over pinsen og i næste uge, lyder det.
Ud over elproduktion skyldes de lave pinsepriser også, at forbruget og efterspørgslen generelt er lavere på helligdage.
Også syd for Danmark, særligt i Tyskland og Holland, er der udsigt til masser af sol og vind i de kommende dage.
Det presser de danske strømpriser yderligere ned og kan være med til at give danske elkunder timer med gratis strøm.
Helt gratis er det dog ikke, da der skal betales blandt andet tariffer og moms.
SVM-regeringen har dog sænket elafgiften fra 72,7 øre til EU’s minimumsafgift på 0,8 øre i 2026 og 2027.
Flere steder i landet kan man se frem til en solrig forårsweekend med temperaturer, der kan nå op på 20 grader.
Sådan lyder meldingen fredag fra Hans Wanner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).