20-årig frifindes for drab på dreng men dømmes for vold
Byret finder, at tiltalt havde forsæt til at begå grov vold, ikke drab, på en 17-årig dreng, der døde i 2024.
En i dag 20-årig mand er i Retten på Frederiksberg blevet frifundet for en anklage om at have slået en 17-årig dreng ihjel ved en boldbane i Valby en nat i september 2024. Han er dog fundet skyldig i grov vold.
En i dag 20-årig mand er i Retten på Frederiksberg blevet frifundet for en anklage om at have slået en 17-årig dreng ihjel ved en boldbane i Valby en nat i september 2024. Han er dog fundet skyldig i grov vold.
Det fremgår af skyldkendelsen, der onsdag er læst op i byretten.
Den dødelige vold fandt sted natten til den 8. september 2024, hvor to grupper tørnede sammen nær en boldbane ved Kulbanevej i Valby. Retten har fundet det bevist, at den i dag 20-årige mand var til stede som en del af en større gruppe.
Samtidig var han ifølge byretten bekendt med, at flere fra hans gruppe havde knive med til konfrontationen.
- Tiltalte må have indset, at de skulle bruges under konfrontationen, og han forholdt sig accepterende hertil, oplæser retsformanden.
Men de tre juridiske dommere og seks nævninger har derimod ikke fundet det bevist, at det var den 20-årige, som skulle have jagtet den 17-årige dreng ud på en vej, hoppet op på hans ryg, så de begge væltede ned, og herefter tildelt ham slag, spark og knivstik. Det var ellers anklagemyndighedens påstand.
Specialanklager Mads Bjerg Olesen har desuden sagt, at han mener, at den tiltalte tilstod drabet over for sin daværende kæreste. Den tiltalte blev aflyttet, men lydfilen var i så dårlig kvalitet, at der har været uenighed om, hvad der egentlig blev sagt.
Alle juridiske dommere og nævninger udtaler i skyldkendelsen, at de ikke hørte en drabstilståelse.
Den tiltalte har afvist, at han var på stedet på gerningstidspunktet. Han havde set mørkklædte mænd ankomme, og det gjorde ham utryg, da han tidligere har fået stjålet en bil i området, hvorfor han forlod stedet og tog hen til en ven.
Men den forklaring har retten fundet utroværdig.
- Vi tilsidesætter derfor tiltaltes forklaring, siger retsformanden og slår fast, at den 20-årige var på boldbanen på gerningstidspunktet.
Politiet fandt flere knive i området, herunder emballage fra knive, men gerningsvåbnet er ikke fundet. Det er heller ikke helt klart, hvad årsagen til striden mellem de to grupper var. Retten har fundet, at de skulle mødes ”om et problem”.
Den 17-årige afgik ved døden cirka en time efter sammenstødet.
Det er alle tre juridiske dommere og fem nævninger, der har fundet den tiltalte skyldig i grov vold.
Den sidste nævning mente ikke, at den 20-årige havde et strafferetligt medansvar for den vold, der blev udøvet, hvorfor vedkommende helt ville frifinde den tiltalte for forholdet om den dødelige vold mod den 17-årige.
Onsdag er den tiltalte, der er omkring 168 centimeter høj og spinkel af bygning, igen klædt i sort fra top til tå. Det mørke, bølgede hår er samlet i en knold i nakken.
Retten på Frederiksberg ventes senere onsdag at udmåle straffen til den tiltalte, som også er fundet skyldig i at have været i besiddelse af en kniv på sit uddannelsessted samt besiddelse af 5,9 gram kokain med henblik på videresalg. Kokainen var fordelt i salgsposer.
Specialanklager Mads Bjerg Olesen kræver en straf på ikke under et år og tre måneders fængsel, mens forsvarer Peter Secher mener, at straffen bør lyde på omkring ti måneders fængsel.
Selv om vidner har forklaret, at to større grupper var i konfrontation med hinanden den septembernat i 2024, er der alene rejst tiltale mod den 20-årige i sagen.
Tre andre er sigtet, men det er endnu ikke vurderet, om der vil blive rejst en straffesag mod dem.