Fortsæt til indhold
Indland

30-årig kvinde tiltalt for knivdrab havde søgt om hjælp samme dag

Anklagemyndigheden går efter en anbringelsesdom, mens den tiltalte nægter sig skyldig.

Kvinder, der gik forbi vinduet med tallerkener, mennesker med bestemte farver tøj og biler på vejene.

Det var alt sammen »signaler«, som en nu 30-årig kvinde så sidste forår. Signaler, der fortalte hende forskellige ting. En tallerken betød, hun ikke måtte spise. Hvidt tøj betød sikkerhed.

Om eftermiddagen den 22. juni 2025 var signalerne tydelige. Nogen var efter hende, følte hun.

Samme dag ændrede verden sig for en helt almindelig aarhusiansk familie.

I Aarhus-bydelen Viby havde en 50-årig kvinde netop afleveret sine børn hos deres far. Hun »virkede fuldstændig som sig selv,« ifølge hendes eksmand.

Kort efter blev hun fundet i sin bil på Grøndalsvej med skader efter adskillige knivstik i overkroppen. Hendes liv stod ikke til at redde, og kl. 16.57 blev hun erklæret død.

Ifølge politiet er gerningsmanden den 30-årige kvinde, der nu er tiltalt for drab, efter hvad der betegnes som et tilfældigt møde mellem de to.

Onsdag begyndte sagen ved Retten i Aarhus, hvor anklagemyndigheden går efter en anbringelsesdom på ubestemt tid. Den tiltalte nægter sig skyldig.