Fortsæt til indhold
Indland

23 aflysninger: Københavns Lufthavn har gjort sneberedskab klar

Københavns Lufthavn følger med i vejrsituationen, hvor der er varslet snestorm og farligt vejr mandag.

/ritzau/

I alt 23 flyvninger til og fra Københavns Lufthavn er aflyst mandag, hvoraf de fleste skyldes vejret.

Det oplyser Københavns Lufthavn til Ritzau.

DMI har varslet snestorm og farligt vejr i den østlige del af landet fra mandag morgen til tirsdag.

Julie Pi Boll, der er pressevagt i Københavns Lufthavn, fortæller, at det er svært at vide, hvordan vejret udvikler sig.

»Vi følger nøje med i situationen, og vi er allerede i fuld gang med forberedelserne og har hele vores sneberedskab klar,« siger hun søndag aften.

De fleste aflysninger tæller flyvninger til og fra tyske lufthavne, heriblandt lufthavne i Frankfurt, Hamburg, Berlin og Hannover.

Flere fly fra amerikanske lufthavne er også aflyst. I USA er der også advarsler om snestorm, og landet har samtidig været ramt af en voldsom kulde, der har skabt farlige forhold.