DR øger sit beredskab efter nyt trusselsbillede
DR skal være med til at styrke demokratiet i en verden i forandring, lyder det i ny strategi.
DR vil ruste sig til at kunne udkomme uanset trusselsbilledet.
Det fremgår af public service-stationens nye strategi, som mediet har præsenteret onsdag formiddag.
Ifølge DR står Danmark over for et af de mest alvorlige og komplekse risiko- og trusselsbilleder siden Anden Verdenskrig.
Det nye trusselsbillede rummer i tillæg til hidtidige trusler en forhøjet risiko for hybride angreb, skriver DR i en pressemeddelelse.
Det understreger behovet for, at danskerne skal kunne modtage beredskabsmeddelelser og information i enhver situation, lyder det i strategien ”Forskellige sammen”, som sætter retningen frem mod 2030.
- Der er stærke kræfter på spil, og flere vestlige demokratier er under pres. Det danske demokrati er robust. Men det er bestemt ikke givet, at det vil forblive sådan. I det lys spiller vi om det danske demokrati, siger DR’s generaldirektør, Bjarne Corydon, i en pressemeddelelse.
Han understreger, at ”et stærkt demokrati ikke kommer af sig selv - det skal passes og plejes”. Centralt er, at ”alle borgere til enhver tid har adgangtil pålidelig information, især hvis alvorlige kriser eller trusler rammer”.
DR vil i to faser foretage det, mediet kalder for en gennemgribende styrkelse af sit beredskab.
I første fase har DR gennemført et eftersyn af DR’s beredskab inden for den eksisterende produktions-, udsendelses- og distributionskæde.
Her har DR blandt andet identificeret en række tiltag, herunder en ”markant styrket overvågning af kritiske systemer, som vil styrke robustheden af DR’s beredskab”.
I anden fase vil DR ”sikre en mere fundamental og gennemgribende styrkelse af DR’s beredskab, der adresserer mere grundlæggende sårbarheder”.
Her vil DR ”gennemføre en omfattende transformation af DR’s teknologiske fundament, der sikrer, at DR til fulde adresserer det markant ændrede trusselsbillede, og at DR altid skal kunne udkomme”.
DR uddyber ikke hvordan, men kalder strategien for ”den mest ambitiøse strategi for en dansk samfundsbærende institution i nyere tid”.
DR er blandt de medier, som ifølge bekendtgørelsen af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, er forpligtet til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning.