Fortsæt til indhold
Indland

Lavtrykket Anna fra Norge tager snart mod Danmark. Og hun har vintervejret med sig

Årets første weekend bliver vinterlig, oplyser DMI.

På årets første lørdag vågner store dele af landet til en morgen, mange nok havde håbet at opleve i juledagene.

Nu kommer sneen. På ægte bagkantsmanér.

Tidligt torsdag morgen landede nemlig årets første vejrmelding fra Jesper Eriksen, meteorolog hos DMI.

Og hvilken en.

Over Norge er lige nu et lavtryk, og det har de ifølge Jesper Eriksen døbt Anna. Og hun har et blæsevejr med sig, som i løbet af fredagen »bringer rigtig vinterkulde ned over Danmark«, skriver han.

Hvid bagjul og minusgrader

Anna kommer både med sne og snebyger og med mulighed for hård nattefrost over weekenden.

Lørdag morgen begynder det for alvor. Her kan der lokalt falde helt op til 15 cm sne. Det ville mange nok mene er mere end rigeligt til at finde både kælk og snestøvler frem.

Og allerede natten til fredag er der risiko for grader omkring frysepunktet og stedvis risiko for slud eller sne i byger.

Indtil da vil torsdagen byde på vekslende skydække med byger af regn og få steder med hagl. Men i den grad også blæst.

»Det bliver en blæsende dag med en jævn til hård vind omkring vest, ved kysterne stedvis kuling eller hård kuling, med kraftige vindstød, der lokalt kan nå stormstyrke,« skriver Jesper Eriksen.

Man skal til gengæld ikke frygte glatte veje, med mindre man rammes af en haglbyge. Temperaturerne holder sig nemlig mellem to og syv graders varme torsdag.

Ritzau har ved middagstid talt med DMI, og her er prognosen den samme. Vagtchef ved DMI Trine Pedersen oplyser dog til mediet, at de fleste snebyger i de kommende dage vil falde over Nordjylland, Djursland og over den nordøstlige del af Sjælland.

Ifølge DMI’s 7-døgnsudsigt kan nattefrosten i de kommende dage nå helt ned til minus ti grader. Det gælder fra søndag til og med tirsdag nat. Efterfølgende vil temperaturerne stige en smule uden det dog ser ud til, at vinteren slipper sit greb i Danmark lige foreløbigt.

Artiklens emner
Vejret
DMI