Fortsæt til indhold
Indland

Politi efterforsker voldtægt på havnen i Køge

Politiet har gode overvågningsbilleder fra stedet og håber at kunne finde hurtigt frem til den mistænkte.

/ritzau/

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker lørdag en anmeldelse om voldtægt, som skulle være sket på havneområdet i Køge.

Politiet er lørdag til stede i området for at sikre spor i forbindelse med efterforskningen, oplyser vagtchef Mikael Rahn til Ritzau.

»Klokken 04.53 modtager vi en anmeldelse, hvor anmelderen oplyser, at hun er blevet udsat for en sædelighedsforbrydelse på et område på Køge Havn.«

Der er tale om en kvinde i 30’erne, og overgrebet skulle være sket udendørs.

»Vi har rigtig gode overvågningsbilleder fra stedet af både forurettede og mistænkte,« fortæller Mikael Rahn.

Identiteten på den mistænkte er ikke blevet oplyst i forbindelse med anmeldelsen, og politiet håber på at kunne identificere ham, blandt andet ud fra overvågningsbillederne.

»Det er forhåbentlig kun et spørgsmål om tid,« siger Mikael Rahn.