Højesteret nedsætter millionregning for tv på hospitaler
Region skal betale 4 mio. kr. til rettighedshavere for visning af tv på sygehuse.
Region Midtjylland får af Højesteret nedsat regningen for at vise tv på regionens hospitaler i strid med ophavsretten til 4 mio. kr.
Regionen blev i landsretten for to år siden dømt til at betale 10 mio. kr. til rettighedshaverne og valgte i forlængelse af det at anke dommen til Højesteret, som nu har truffet afgørelse.
Sagen drejer sig om visning af tv på hospitaler. Det foregår i både opholdsrum, personalerum og på sengestuer. Personale, patienter og besøgende i tusindvis kan dermed se tv-kanalerne.
Den slags er imidlertid omfattet af reglerne om ophavsret. De siger nemlig, at man ikke må vise rettighedsbelagt materiale - og det er tv-programmer - uden at have fået tilladelse til det.
I loven hedder det, at der ikke må ske »overføring til almenheden«.
Organisationen Copydan, som varetager rettighedshavernes økonomiske interesser, indgik i 2016 en aftale med Region Midtjylland. Regionen opsagde aftalen i 2017.
Frem til og med 2018 blev der fra regionens side betalt de priser, som det var aftalt, men da aftalen var udløbet, blev hospitalerne ved med at vise tv.
Copydan forlangte efterfølgende en betaling på 14 mio. kr. fra årene 2019 til 2022.
Helt så meget ville Vestre Landsret ikke gå med til, da der i september 2023 faldt dom i sagen. Beløbet blev sat til 10 mio. kr., og nu har Højesteret så skruet yderligere ned.
Højesteret har fastsat vederlaget skønsmæssigt og har i den forbindelse bl.a. taget med i sin vurdering, at hospitalernes visning af tv ikke er sket i kommercielt øjemed.