SF vakler i troen på kontanthjælpsreform
Borgere kan risikere at blive hjemløse af kontanthjælpsreformen, melder kommuner, og det får SF til at genoverveje indsatsen i kontanthjælpsreformen.
Historierne vælter frem om kontanthjælpsmodtagere, der efter Folketingets nye reform tvinges ud i større fattigdom og potentiel hjemløshed.
Det får nu aftalepartiet SF til at kræve en hasteredegørelse og eventuelle akutte tiltag, hvis det viser sig, at reformen kan sende folk på gaden.
Partiet kan ikke leve med at lægge stemmer til en aftale, der kan øge hjemløsheden, lyder det.
»Vi holder skarpt øje med, hvordan effekten af kontanthjælpsreformen er,« siger Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF.
Det nye kontanthjælpssystem trådte i kraft den 1. juli, og især Politiken og DR har beskrevet, hvordan flere kontanthjælpsmodtagere nu ender med meget lave rådighedsbeløb.
Dertil kan DR fortælle, at SF er bekymret.
For i nogle af tilfældene er de tilbageværende beløb så lave, at det blokerer for kommunal hjælp, fordi kommunerne må vurdere, at borgerne ikke kan betale deres regninger.
I reformen har politikerne delt ændringerne op i tre forskellige aftaler. To aftaler skærper krav for optjeningsregler til kontanthjælp og indfører en arbejdspligt.
Den tredje aftale indfører tre nye kontanthjælpssatser – en mindstesats, en grundsats og en forhøjet sats. Her fjernes et tillæg som eksempelvis en hjælp til husleje.
Det har fået flere kommuner til at råbe vagt i gevær, fordi man oplever, at kontanthjælpsmodtagere pludselig får markant lavere rådighedsbeløb.
I flere tilfælde vurderer kommuner nu, at kontanthjælpsmodtagere ikke kan betale for deres bolig længere.
I SF er man derfor blevet bekymret for, om man har været med til at vedtage en aftale, der kan øge hjemløsheden.
Partiet skal mødes med beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) på tirsdag den 21. oktober for at få en redegørelse over effekterne og høre om de tiltag, regeringen kan foreslå for at imødegå problemet.
Som udgangspunkt har SF »ingen intentioner« om at forlade aftalen.
»Vi har til gengæld meget stærke intentioner om at finde løsninger på de udfordringer, der er opstået i nogle kommuner,« siger Karsten Hønge.
Risikoen for hjemløshed er dog ikke rar for SF’eren, som derfor holder en dør åben for at forlade aftalen, hvis der ingen gode løsninger er inden for aftalens rammer.
»Det er klart, at på spørgsmålet om, hvorvidt SF kan medvirke til noget, der giver flere hjemløse, så kan vi ikke det,« siger Karsten Hønge.
Hvorfor kommer denne bekymring først på bagkant – havde I ikke styr på det, da I underskrev aftalen?
»Vi havde fuldkommen styr på det,« siger Karsten Hønge.
Han påpeger, at kontanthjælpsreformen også indfører mange tillæg – eksempelvis til fritidstilbud – og at den samlede aftale har et større budget, end kontanthjælpsområdet havde før.
»Det er ikke en spareøvelse, vi er med til. Vi bruger flere penge end før,« siger Karsten Hønge.
Han må dog understrege, at han med stor opmærksomhed hører på de tilbagemeldinger, der kommer om kontanthjælpsmodtagernes problemer.
Hastemødet på tirsdag skal levere løsninger herpå, lyder det.
»Og hvis effekten er, at der kommer flere hjemløse, skal vi gøre noget øjeblikkeligt ved det,« siger Hønge.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek har tidligere gjort opmærksom på, at kommunerne har mulighed for at anvise flere billige boliger til kontanthjælpsmodtagerne, end de gør i dag.
»Jeg forstår selvfølgelig godt, at man er bekymret. Men det er vigtigt at sige, at kommunerne i gennemsnit bruger under halvdelen af de anviste boliger, som de har mulighed for at bruge. Der er rigtig mange billige boliger, som ikke bliver benyttet af kommunerne, selv om de har ret til det,« har Kaare Dybvad Bek sagt til DR.